Tager sociale medier reelt selvbestemmelsen fra dig? Opmærksomhed er en sparsom kognitiv ressource, som vi skal være forsigtige med, hvordan vi bruger, advarer filosofiprofessor Vincent F. Hendricks, der analyserer hashtags, likes og algoritmer for at afdække, præcis hvordan sociale medier de seneste tyve år har raffineret deres udbud af information, som fastholder vores blik længe nok til, at tech-giganterne kan tjene penge på det – og hvor efterlader det egentlig vores frie vilje og dermed demokratiet?

Vincent F. Hendricks – der er professor i formel filosofi på Københavns Universitet og stifter og leder af ’Center for Information og Boblestudier’ på Institut for Kommunikation samme sted – udlægger også ’princippet om varierende belønninger’, som virker lige effektivt på laboratorierotter, casinogæster og Instagram-brugere. Dit scroll bliver aldrig det samme igen.

Hvad får dig ud af sengen om morgenen, rent grundforskningsmæssigt?

Dybest set er det nysgerrighed. Der er så meget om verden, vi hverken ved eller forstår. At bedrive grundforskning er i vid udstrækning at samle lidt flere brikker til den mosaik, som verdensforståelse og videnskab er, hvad enten det er naturvidenskab eller humanvidenskabelig eller samfundsvidenskabelig forskning. Nogle gange bliver jeg vækket om morgenen, fordi jeg har ligget og grublet over et bevis, eller min underbevidsthed har ligget og tænkt over noget, og så har jeg et read-out om morgenen. Det kan også være en tekst. Det fantastiske er nysgerrighed på den ene side og bevidsthedens potens på den anden side. Nogle gange læser man noget om aftenen, og så arbejder hjernen om natten, og så er der et read-out mellem otte og ti om morgenen. Så er det bare om at fatte pen til papir.

Måske er filosofi den ældste disciplin overhovedet. Hvem står du på skuldrene af? Du har jo et center, der forsker i noget, som man måske ikke kendte til på Aristoteles’ tid. Eller gjorde man?

Det gjorde man faktisk. Aristoteles var naturfilosof. Hele udsondringen af de videnskabelige discipliner er faktisk en relativt ny ting. Det hører Oplysningstiden til. Før var naturfilosofi alt fra naturvidenskab til lægekunst og poesi. Naturfilosoffer som Leibniz opdagede integral- og differentialregning samtidig, men uafhængigt af Sir Isaac Newton, og Leibniz skrev også begavet om alt fra våbenbrug til medicin. Han var også kvindebedårer, hvilket er ret usædvanligt for filosoffer. Naturfilosofi er bare en samlebetegnelse for at have en kærlighed til viden, hvilket jo er, hvad ’filosofi’ betyder.

Hvad er data-sættet på Center for Information og Boblestudier? Hvad kigger I på?

Det kan være meget forskelligt. Vores center ligger under Institut for Kommunikation, og jeg er professor i formel filosofi. Det er et interdisciplinært center, så vi har alt fra dataloger til matematikere til samfundsforskere og politologer tilknyttet. En af dem, jeg står på skuldrene af, er Herbert Simon. Han er nobelpristager i økonomi fra 1978. Han er egentlig uddannet psykolog, men allerede i 1971 siger han noget ganske profetisk om en tidsalder, for hvilken det gælder, at der er meget information. Han siger, at i en informationsrig verden betyder rigdom af information knaphed af noget andet. Det vil være en knaphed af, hvad det end er, informationen forbruger. Og information forbruger modtagerens opmærksomhed. I vores center kigger vi dybest set på en opmærksomhedsøkonomi, der styrer et informationsmarked. Jeg kan have en persons opmærksomhed det ene øjeblik, men det næste øjeblik har den person opmærksomheden på en anden, og så har jeg ikke længere personens opmærksomhed. Det er en kognitiv ressource, som er meget vigtig for os mennesker. Havde vi ikke andres opmærksomhed, ville det være svært at navigere i verden. Men opmærksomhed bliver optaget af information, og så får man faktisk en udbud/efterspørgsel-situation på opmærksomhed versus information. Og så begynder man at kunne se konturerne af et informationsmarked, der styres af en opmærksomhedsøkonomi. Og det marked er for sit vedkommende ikke efficient, så kun den gode information overlever, mens den dårlige går til grunde. Derfor har informationsmarkedet nogle urenheder, der betyder, at man kan lave fake news og misinformation, som kan trække betragtelige mængder af opmærksomhed, uafhængigt af om informationen er sand eller ej. På centeret studerer vi strukturen og dynamikken af et informationsmarked, der er styret af en opmærksomhedsøkonomi. Data kan være Twitter, for du kan lave Twitter-storme og dermed opmærksomhedsbobler. Det kan være socialpsykologisk påvirkning: Hvordan påvirker Anja C. Andersen og jeg hinanden, når vi liker hinandens posts? Kan der være socialpsykologisk afsmitning? Data-sættene kan være alt fra brugernes opførsel og adfærd til mediernes algoritmer og så videre.

Du sidder ikke bare og læser en avisartikel og tænker: Den er dårlig. Hvor store er data-sættene?

Det ville være min lille, idiosynkratiske mening. Det, Anja C. Andersen og jeg laver, adskiller sig ikke ret meget fra hinanden. Jeg og mine ansatte er lige lykkedes med at få en hel måneds hashtags som data-sæt fra Twitter. Vi arbejder på noget ret specifikt, nemlig: Kan vi lave bot-detection? Kan vi se, hvilke af de konti der er robot-konti? Hvorfor er det vigtigt? Twitter accepterede, at de gerne ville sælge Twitter til Elon Musk for 44 milliarder USD, men Musk ville til at begynde med ikke købe Twitter, fordi han var bange for, hvor meget bot-virksomhed der er. Så det fodrer direkte ned i de problemstillinger, som vi har nu. Data-sæt er dybest set tal. Det kan være om brugere eller adfærd eller andet.

Hvordan er det her filosofi?

Hvis man tænker filosofi som Rodins ’Grubleren’, og at man a priori tænker sig til verden og dens indretning, så er det en bedaget opfattelse af filosofi. Gennem tiden har masser af filosoffer haft masser af data, men også lavet noget a priori. En af de største filosoffer er Sir Bertrand Russell, som er kendt fra sprogfilosofi, men også for at skrive ’Principia Matematica’ sammen med Alfred North Whitehead. Han var meget politisk aktiv, så forestillingen om den introverte person, der sidder i lampeskæret med fjer og pergament i hånden og skriver, er efterhånden forældet. Der kommer ikke meget gang i filosofien, hvis ikke den interagerer med de øvrige videnskaber.

Du laver i virkeligheden lidt det samme, som når Sokrates spurgte folk på markedspladsen: ’Hvad ved du egentlig?’ Det er vel en kortlægning af den misinformation, som nu er i hele samfundet?

Vi har kigget meget på, hvad dynamikken og strukturen er i et informationssamfund, der er gæstfrit over for fake news og misinformation. Begge dele har vi haft, allerede før vi fik en presse. Vi har bare en meget anderledes infrastruktur i dag, qua de sociale medier og internettet.

Folk godtager en masse vanvittige ting, og hvis man viser dem rækkefølgen, forstår de, at det er forkert, men holder stadig fast i det. Hvad er vejen frem for menneskeheden med de erkendelser, I hiver frem?

Før vi kan begynde at tale om løsninger, er vi nødt til at forstå strukturen og dynamikken. Hvad er søm og skruer og bolte i det her problem? Når vi har kortlagt det, er spørgsmålet: Hvad gør vi så ved det? Og du kan ikke gøre noget effektivt ved det, før du forstår, hvad problemet er. Sådan er videnskab. Du kan stille forskelligartede spørgsmål, men verden svarer ikke, medmindre du har defineret dit spørgsmål ordentligt. Ellers får du højst et tvetydigt svar. Så når vi har kortlagt data, spørger vi: Hvad kan vi gøre ved det? Den lovgivning, der lige er kommet fra EU om the Digital Markets Act og the Digital Services Act, som vores heltinde i Bruxelles, Margrethe Vestager, har fået stemt igennem, er i dén grad vidensbåren. Den er ikke grebet ud af luften. Mange af de indsigter kommer fra forskere rundt omkring i verden, som Margrethe Vestager har konsulteret for at se, hvordan vi laver et effektivt greb mod misinformation, privatlivsovergreb eller monopoler på informationsmarkedet. Det er alt fra økonomer til dataloger til datamatikere til samfundsvidenskabsfolk. Evidensbåret politik, som ikke er symbolpolitik eller selfie-kultur – hvor kommer evidensen fra? Fra grundvidenskab.

Du holder dig oppe i helikopteren, mens meget forskning er så specialiseret, at folk graver sig dybere og dybere ned. Så du forsøger at hive informationen op af de meget dybe grøfter og kæde det sammen på tværs af forskellige fagligheder.

Korrekt. Man kan ikke være en god forsker uden at være ret god til noget specifikt. Jeg er professor i formel filosofi, men jeg er nærmere uddannet i teoretisk datalogi eller logik. Jeg skrev afhandling om, hvordan vi kan opnå viden via induktion, der også finder anvendelse i maskinlæring. Men pyt med det. Jeg fik Videnskabsministeriets eliteforskerpris i 2008, og i den forbindelse står jeg og binder mit slips inde i stuen. Min søn Milton er otte år gammel og har hørt, at far skal have en pris. Mens jeg binder slips, står Milton på toilettet og lader sit kurfyrstelige vand og råber ’Far, jeg skal lige høre dig om noget. Du har fået en fin pris, men hvad er det egentlig, du laver?’ Godt spørgsmål. Hans tillægsspørgsmål er nærmest endnu bedre: ’Og hvorfor er det vigtigt?’ Vi kan formentlig alle sammen besvare, hvad vi laver. Men hvorfor det er vigtigt, har det med at fortabe sig – både for videnskabsfolk og ikke mindst politikere. Det er vigtigt, fordi dels er der en grundlæggende nysgerrighed over for, hvordan verden er sat sammen. Det er nummer 1. Og 2: Det kræver, at nogen har sat sig ned og tænkt over hvorfor. Heriblandt eksempelvis danske Ørsted. Men Ørsted satte sig ikke for at forske, fordi han skulle bruge en radar eller en mikrobølgeovn – nej, Ørsted gjorde det, fordi han var interesseret i at forstå elektromagnetisme som et videnskabeligt grundanliggende. Radar og EMR-scanneren kom som bekendt senere, efter at man havde forstået, hvad elektromagnetisme var, og sidenhen hvad disse indsigter så kunne finde anvendelse for. På den måde er grundforskning en langtidsinvestering med henblik på at give afkast, der i sidste ende gør menneskehedens vilkår i verden bedre. Med de udfordringer, verden har – FN’s 17 verdensmål, OECD’s globale dagsorden, World Economic Forums ti udfordringer til verden – bliver der mere brug for videnskab end nogensinde før. Men tidshorisonten for løsningerne kan være hundreder af år.

Hvor stor en rolle spiller den teknologiske udvikling i det arbejde, I laver? De bolte og skruer, som I anvender i dag, kan jo være forandret om en måned.

Det har du ret i, og udviklingen er galoperende. Men nogle ting er konstante. De sociale mediers forretningsmodel har ikke ændret sig de sidste tyve år. Den går på at tage udgangspunkt i Herbert Simons tanker om, at information opbruger vores opmærksomhed. På engelsk hedder det ’at betale med opmærksomhed’ – ”to pay attention”. Det er en udgift, der giver anledning til engagement, som giver anledning til trafik, som giver data, og data kan du høste, analysere og sælge til annoncørerne som reklamepakker. Sådan har det været i tyve år, og endnu er de ikke kommet op med noget bedre, for det har været en profitabel forretningsmodel og uhyre effektiv.

Mit forbrug af sociale medier er tåbeligt, i forhold til hvad jeg får ud af det.

Ja, fra tid til anden er det sådan. Det interessante, også filosofisk, er, at for os erkendende væsener er opmærksomhed en kognitiv ressource, som vi skal være forsigtige med, hvordan vi bruger. Det kan også være et kapital-aktiv som i modellen før, for du kan allokere opmærksomhed, og så kan du sælge disse data til annoncørerne. Men vi skal passe på som mennesker ikke at gå fra ressource til kapital-aktiv til krigsskadeomkostning i den opmærksomhedsøkonomiske forretningsmodel. Vi skal nødigt derhen, hvor vi som erkendende subjekter dybest set bare bliver produkter af en økonomi, som er hinsides vores horisont at forstå, styre eller gribe ind i.

Det er en tretrinsraket. Opmærksomhed for os er en kognitiv ressource. Uden den ville vi ikke kunne navigere i verden. Vi ville ikke kunne optage viden eller kommunikere og så videre.

Der er meget, vi ikke ville kunne som mennesker, uden opmærksomhed. Du kan tage opmærksomhed ved hjælp af information. Dermed kan du spekulere i, hvilken type information folk er villige til at bruge opmærksomhed på, også uafhængigt af om den er sand. Pludselig bliver opmærksomhed til et kapital-aktiv. Hvor meget opmærksomhed kan jeg allokere? Men får vi brugt vores opmærksomhed på den bedst mulige måde eller ej? Vi kan bruge timer på at scrolle. Nogle scroller gennem Instagram, når man er på toilettet om morgenen. Og når man er sammen med familien om aftenen.

Man kan scrolle igennem livet på hver sin tablet uden at have interaktion med familien, uden at diskutere, hvor man skal sætte sit informerede kryds til næste folketingsvalg. Hvis man spørger folk: ’Synes du selv, du tager kvalificerede beslutninger i din tilværelse?’, vil de fleste vel sige ’Ja, inden for rimelighedens grænser.’ Vores autonomiforestilling er meget central, for uden den er vi ikke rigtigt mennesker. Men vores data og vores opmærksomhed er under pres og under hammeren, og dermed er vores autonomi under pres, og hvis vi først mister den, kan du godt glemme hele ideen om et informeret demokrati. Oplysningstidens tænkere, fra Kant til Rousseau til Montesquieu, insisterede på autonomi, fordi folk skal kunne tage selvstændige, informerede beslutninger om deres eget liv, og hvordan man skal stimulere de gryende demokratier. Derfor er der en lige linje fra den personlige autonomi til det velfungerende, kollektive demokrati. Og hvis vi skærer den linje over, begynder vi at have et gedigent problem.

Hvor effektiv er den maskine, der trækker os i retning af de sociale medier?

Aldeles effektiv. Du skal jo ikke opleve, at du ikke har en fri vilje. I min og Camilla Mehlsens seneste bog, ’Sandhedsministeriet: Techplatformenes indflydelse på fakta, fortællinger og følelser’ fra 2021 er der et kapitel, der hedder ’Det klandestine kasino’. På et kasino skal du jo have spillerne til at blive. Der er ikke et ur på et kasino, så man kan ikke mødes under uret. Der er ikke nogen vinduer. Der er ingen skarpe hjørner. Det hele skal være en friktionsfri oplevelse. Der er altid en enarmet tyveknægt i nærheden, for 70 procent af kasinoers omsætning ligger på de enarmede tyveknægte. ’Skinnerboxes’, tilbage fra 1930’ernes B.F. Skinners adfærdspsykologiske forsøg med rotter, viste, at en af de centrale måder at få folk til at lave repetitiv adfærd, for eksempel at scrolle eller spille, er gennem princippet om varierende belønninger. Hvis Skinner skulle have en rotte til at lave repetitiv adfærd, havde han en kasse med en udløsermekanisme i den ene ende. Når rotten udløste mekanismen, gav det en foderpille. Rotten fandt hurtigt ud af, at når den var sulten, skulle den bare gå hen og trykke. Men det var ikke repetitiv adfærd, for udløsermekanismen var ikke ellers interessant for rotten, hvis den ikke var sulten. Derfor modificerede Skinner opstillingen, så det var vilkårligt, om rotten fik 0, 1, eller 2 foderpiller, når den trykkede. Og hvad gjorde rotten? Trykkede igen og igen. Det nøjagtigt samme ser du på de sociale medier: Du ved ikke, om du får en belønning på de sidste nye opslag, så hvad gør du? Du tjekker hele tiden. Det giver engagement, og så kører møllen.

Alle de klandestine kasinotricks, som er blevet forfinet gennem hundrede år, er for længst implementeret på de sociale medier. Specielt princippet om de varierende belønninger. Under Corona fandt vi ud af, at det gennemsnitlige menneske rører sig selv i ansigtet cirka 3.000 gange om dagen. Studier viser, at den gennemsnitlige bruger af en mobiltelefon rører sin telefon 2.600 gange om dagen. Det er med sikkerhed mere, end du rører ved din partner. Sagt på en anden måde: Mobiltelefoner er efterhånden blevet en legemsdel. Men det er nogle andre, der tjener på den legemsdel. Så vi er udsat for massiv påvirkning. Illusionen i et kasino er jo, at spillerne gør det, fordi de gerne vil. Indtil de når zonen, hvor de bevidstløst bliver ved at spille. Ligesom vi bevidstløst bliver ved at scrolle på mobiltelefonen. Det er samme princip. Du dispenserer fra din fri vilje for at nå zonen.

Ludomanien ligger i at nå den zone, ikke om du vinder. Men der er hele tiden forventningen om et afkast – som altid er stakket imod dig på et kasino, og også på de sociale medier. De sociale platforme har set dybt i brønden efter, hvad der motiverer – og modificerer – os som mennesker. Jeg vil ikke lyde som en dydsdragon eller alarmist, men vi skal være opmærksomme på, at det er mekanikken. Det er derfor, Margrethe Vestager får lavet både DMA’en og DSA’en. These are early days. Vi har haft sociale medier i tyve år, så selvfølgelig har vi børnesygdomme. Den forskning, vi laver på Center for Information og Boblestudier, er et forsøg på at hjælpe med at løse nogle af de børnesygdomme, inden de bliver kroniske lidelser.

Jeg ønsker mig ikke tilbage til en svunden guldalder uden sociale platforme. Jeg håber bare at kunne sige, at der er gode sider forbundet med det, men der er også skyggesider. Ingen af os kan sige os fri for at leve i en opmærksomhedsøkonomi. Det gælder også videnskabsfolk. Filosoffer har været naive gennem tiden, fordi de troede, at sandheden solgte sig selv. Det gør den bare ikke. Den sælger faktisk sig selv rigtig dårligt nogle gange, fordi den ikke er særlig spektakulær eller interessant for en større skare i udgangspunktet. Så den egner sig dårligt til store overskrifter. Men vi grundvidenskabsfolk må erkende, at vi er nødt til at gå ud og agere på et sådant marked. Og det kan man godt gøre lødigt.

De fleste har erfaret, at sandheden koster enormt mange kræfter at opnå. For eksempel at blive forældre, at blive forelsket, at tage en eksamen. Det koster meget energi at nå de punkter, der definerer ens liv. Handler det om at finde ud af, hvordan vi bruger den frygtelige forretningsmodel, som er lige ved at slavegøre os, til at fortælle noget vigtigt?

Det tror jeg. Du kan prøve at fornærme folk, sige ’Æh-bæ, Vincent er mulat’. Tja, det kan jeg ikke gøre så meget ved. Men hvis de siger ’Æh-bæ, du er en ignorant og dum som en trykimprægneret havelåge’, så vil jeg sige ’Aj, giv mig i hvert fald et argument.’ Prøv at fornærme et menneske på dets begavelse – alle har det med at blive sure. Det er måske vejen ind. Vi har ikke lyst til at blive trådt på vores begavelse, blot fordi vi deltager i et kontinuerligt kasino i vores virkelighed. Det kan kun blive værre i et metavers, hvis ikke man er forsigtig med, hvordan man bruger det. Men vi skal huske på, at det er en teknologi, vi selv har lavet på baggrund af videnskab. Hvis du kan bruge den til det slette, kan du også bruge den til det gode. Intet siger, at det hele bare skal handle om salg og reklamer. Det kunne også være formidling af viden, uafhængigt af at nogen skal tjene på det. Jeg er ikke avers over for, at folk tjener penge. Jeg har avers på, at nogen skal tjene penge på at træde på folks begavelse … og autonomi.

Vi kan hurtigt blive enige om, at det er vigtigt at finde ud af, hvordan ting fungerer. Vi vil gerne forstå tingene. Men når vi forstår dem, er det os mennesker, der skal beslutte, hvad vi skal bruge dem til. Næsten alt kan jo bruges til det gode eller det dårlige for samfundet, hvis vi skal have et velfungerende demokrati med plads til alle mennesker. Det her er et eksempel på, at vi er nødt til at forstå det for at kunne bruge det på en god måde, og hvordan vi undgår at bruge det på en dårlig måde.

Niels Bohr sad i præcis den situation, da han havde været med til at udvikle Manhattan-projektet og nuklearbomben. Senere var han opsat på at bruge atomkraft på en måde, der var til menneskehedens fordel. Han havde en idé om den videnskabelige sociale ansvarlighed, inden den var blevet formuleret. Men han tager diskussionen, og hvis man kan sige noget om ham, er det, at han var grundvidenskabsperson.

Hvordan har den forskning, I laver på jeres institut, påvirket vores hverdag om fem-ti år?

Vi skal se, hvordan DMA’en og DSA’en fra EU bliver implementeret. USA sidder med noget tilsvarende. Vi kan håbe, at der i sidste instans kommer nogle begrænsninger på, hvor meget data man må tappe fra folk og dermed profilere dem med henblik på targeted marketing. Vi ved fra DSA’en, at børn ikke længere må udsættes for targeted marketing på baggrund af dataprofilering. Det er nu ulovligt takket være forordningerne i DSA’en. Hvordan det ser ud om ti år, afhænger af, hvordan det bliver implementeret, og af, hvordan de sociale platforme forholder sig til det, fordi det kommer til at betyde noget for deres indtjening. Måske er vi et sted, hvor vi som menneskehed er bedre informeret og kan tage bedre beslutninger hver især og dermed støtte ’den dårligste regeringsform’ – bortset fra alle de andre vi har prøvet fra tid til anden – ’nemlig demokratiet’, som Churchill sagde. Demokratiet er den bedste måde, hvorpå vi kan afveje den individuelle autonomi over for det kollektive demokrati. Derfor vil vi gerne have demokrati. Det er den bedste styreform, vi kender.

Er du på sociale medier?

Nej, men centeret har profiler. Jeg har ingen personlige konti og kommer heller ikke til at have det, ud fra betragtningen om, at jeg ikke bryder mig om ideen om at være et produkt på techplatformenes hylder.