Hvordan former vores møde med det offentlige vores sprog og sågar følelser omkring noget så privat som en skilsmisse, afhængigt af den tid, vi lever i? Det ved historiker Karen Vallgårda, hvis aktuelle forskning er baseret på data/arkiver fra menneskers møde med myndighederne – sagsfremstillinger fra Statsforvaltningen, politirapporter og breve – suppleret med debatindlæg, avisartikler og sågar romaner. 

Karen Vallgårda – der er lektor ved Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet – forklarer også, hvordan historisk forskning kan være en måde at skabe fremtid på: Fordi vi genkender mønstre, opdager andre udfaldsrum og ikke mindst får bekræftet, at mennesket kan skabe forandringer i sine vilkår.

Hvad driver dig i din forskning?

Det, der virkelig interesserer mig, er, hvordan de allermest intime dele af vores hverdagsliv og relationer forandrer sig over tid. Hvordan forandrer relationerne sig inden for familien, mellem voksne og børn og mellem partnere, i takt med juridiske, politiske, økonomiske, sociale, kulturelle forandringer? Hvordan forandrer vores følelsesliv sig over tid? Det er fascinerende at opdage, hvordan noget af det, man antager ligger uden for historiens gang, er foranderligt. Det har også en historie.

Hvor får du data fra?

Der er mange forskellige typer kilder at arbejde med. Ofte er vores udfordring som historikere, at det er nemmere at finde kilder til middelklassen og overklassen, fordi de har skrevet mere, og det, de har skrevet, er blevet bedre bevaret i arkiverne. Jeg arbejder for eksempel med skilsmissesager, fordi de tit giver adgang til andre end eliten. Det er juridiske eller administrative dokumenter. I Statsforvaltningens arkiver finder man sagsfremstillinger, politirapporter, og der er ofte breve fra parterne. Men jeg bruger også offentlig debat, avisartikler, bøger og faktisk også fiktion, fordi man i litteraturen kan finde andre tilgange til, hvordan man har kunnet tænke om personlige relationer. Selv om fiktion ikke giver adgang til at sige, at sådan skete det konkret, så kan man få indblik i, hvordan folk tænker om relationer.

Hvem står du på skuldrene af forskningsmæssigt?

Der er mange, jeg ikke bare står på skuldrene af, men også diskuterer med inde i mit eget hoved og på skrift. I mit felt – som i alle forskningsfelter – bygger man ikke kun videre. Man går også i rette med nogen eller udfordrer konklusioner, som andre forskere er nået til. Jeg kan nævne to ud af rigtig mange tænkere, jeg er inspireret af. Den ene er den tysk-britiske sociolog Norbert Elias, som i sit værk ’Civilisationsprocessen’ var en af de første til at vise, at vores sensibilitet – altså vores følelsesliv og sanseapparat – er historisk og kulturelt formet, og at det forandrer sig i takt med den historiske udvikling. Det, vi synes er ulækkert eller tiltalende eller attraktivt, er ikke universelt, men har forandret sig fra middelalderen og op til i dag. Han opfattede den proces som en tiltagende regulering af vores måde at agere og udtrykke vores følelser på.

Vi tænker i dag, at i middelalderen såvel som i dag var det reguleret og formet af kulturelle processer, og det tror jeg også, han ville anerkende. Men der er en dobbelthed i hans måde at tænke det på. Når han taler om en civilisationsproces, ligger der også lidt i det en forestilling om, at man måske var lidt mere primitiv i den måde, man følte på i middelalderen, end man er i dag. Og det vil de fleste historikere i dag nok udfordre.

En anden er den amerikanske antropolog Ann Laura Stoler, som arbejder med postkolonial teori og især har undersøgt, hvordan følelser indgår i den politiske koloniale rationalitet. Hun viser, at hvordan vi føler tilknytning – hvor vi føler, vi hører til, hvem vi kan elske eller hade eller foragte eller ser ned på eller har medlidenhed med – indgår i et spil, der er med til at etablere et politisk felt og dermed underbygger det koloniale styre. Det kan være med til at skabe fællesskaber, men også trække grænser mellem mennesker, som kan medvirke til at retfærdiggøre eller udfordre et kolonialt styre. At tænke følelser ind i det politiske var lidt en øjenåbner for mig. Jeg tog til New York og læste hos hende i en periode og var dybt fascineret af hendes teorier. Hun er antropolog, så hendes måde at gå til historien på er lidt anderledes end historikeres.

Hvad forsker du i lige nu?

Lige nu skriver jeg på en bog om skilsmissens følelseshistorie i Danmark fra slutningen af 1800-tallet til i dag. Jeg undersøger, hvordan samfundsmæssige forandringer har sat forskellige vilkår for, hvordan vi oplever det at blive skilt. Der er forskellige forventninger til ægteskabet, som igen hænger sammen med de økonomiske og sociale strukturer. De præger, hvordan det er at blive skilt i en given kontekst.

Hvordan gør du det? Er der bestemte begivenheder i de sidste 100 år, du kigger på?

Jeg finder dem undervejs. Noget er konkrete begivenheder, mens andet er de større træk, de langsommere udviklinger som urbaniseringen, industrialiseringen, sekulariseringen, som alle sammen præger, hvordan vi overhovedet kan danne familie. Når man lever sammen på en gård, er mand og kone gensidigt afhængige af hinanden, praktisk og økonomisk, og det sætter nogle særlige vilkår for, hvordan man kan være i et ægteskab – og for hvordan man kommer ud af det igen. Og om skilsmisse overhovedet er noget, man forestiller sig. Det ser væsentligt anderledes ud, når størstedelen af befolkningen bor i byer, og ikke mindst når begge har en indkomst. Og så er der også den juridiske udvikling.

Skilsmisse var vel også et moralsk spørgsmål?

Det er interessant at se, hvordan vores moralske forestillinger udvikler sig og knytter sig op på økonomi og den måde, vi har indrettet os på socialt. Der er også en vekselvirkning mellem de to. Jeg kigger konkret på, hvordan vores fortællinger om ægteskab og skilsmisse forandrer sig. Fra slutningen af 1800-tallet til i dag har der været to sideordnede fortællinger om ægteskab og skilsmisse. Rigtig mange har beskrevet ægteskabet som grundstenen i samfundet. Man skal forestille sig samfundet som et fort, der er bygget op af familier. Hvis et par bliver skilt, smuldrer grundstenene, og så bryder samfundet sammen. Så det er ofte bundet op på en fortælling om, at det er moralsk forkasteligt at blive skilt, at man skal skamme sig, og at det er et nederlag og måske ligefrem en synd at blive skilt. I dag findes den fortælling også, blandt andet fordi familien er vigtig for børnenes opvækst og trivsel.

Den anden fortælling handler om, at ægteskabet er et fængsel, som er undertrykkende for kvinder, især dengang kvinder var økonomisk afhængige af deres mænd. Det fastholdt kvinder i en underordnet position i ægteskabet. Samtidig blev ægteskabet fremstillet som noget, der ensretter og gør monotont, også for mænd, så den individuelle, frie udfoldelse bliver indskrænket i ægteskabet.

De her to hovedfortællinger om ægteskabet kan man finde i skønlitteraturen, i debatter og avisartikler – og i dameblade. Fortællingen om ægteskabet som indskrænkende gør, at skilsmisse ikke kun bliver forbundet med skyld og skam, men også med frisættelse, empowerment, selvrealisering og lykke eller lettelse. Der er selvfølgelig alt muligt midt mellem de to fortællinger, og de vægtes forskelligt over tid. Det er interessant at spore, hvornår den ene fortælling fylder meget, og hvornår den anden fortælling fylder meget.

Hvordan er det i dag?

Mange oplever det i dag stadig som skamfuldt. Man bliver måske lidt udstødt, og folk kigger på én med medlidenhed eller fordømmelse. Det er vanskeligt at sige noget om hele samfundet, for der er stor forskel på, om man taler om et lille, religiøst miljø eller et minoritetsmiljø, eller om man taler om et progressivt miljø midt i 1970’erne. Og selv i 1970’erne, da kernefamilien for alvor blev udfordret, og rødstrømpebevægelsen kom frem, var der en stor del af samfundet, som var relativt uberørt af de bevægelser, og hvor man stadig opfattede det som moralsk forkasteligt at blive skilt. Jeg tror ikke, at skammen nogensinde har været helt væk.

Når folk bliver gift, tror mange, at det skal være et livslangt forhold, og oplever typisk skilsmisse både som en sorg og som et nederlag. Men i populærkulturen og andre steder er der også i dag plads til fortællinger om andre familieformer. Jeg kan ikke huske, hvor mange familieformer, der er registreret, men der er nok trods alt større åbenhed i dag for, at man kan indrette sig på forskellige måder: Som single, som kernefamilie, som regnbuefamilie, i kollektiv og så videre.

Skriver du på dansk eller engelsk?

Jeg har skrevet en lille bog på dansk om emnet, en letlæst bog som udkom for et par år siden. Jeg kan godt lide at formidle på dansk. Den, jeg skriver nu, er på engelsk, fordi jeg betoner det metodisk-teoretiske mere. Hele det følelseshistoriske og de teoretiske og metodiske overvejelser kan forhåbentlig også have relevans uden for Danmark. Sammen med de øvrige skandinaviske lande var Danmark forud i forhold til dele af Europa, især lovgivningsmæssigt, på det område. Nogle af de bevægelser, man ser i Danmark, gentager sig eller udspiller sig på en lignende måde i andre europæiske lande. Så den skandinaviske velfærdsstat er en interessant case internationalt. Og så er det interessant at komme i dialog med kollegaer på tværs af lande, også uden for Europa.

Kigger du på dansk data eller skandinavisk data?

Med skilsmissesager ser jeg kun på dansk materiale. Og ikke engang fra hele Danmark. Jeg har udvalgt byer og årstal, fordi det er så omfattende.

Du laver spadestik, som man ofte gør i forskning, fordi man ikke kan kigge på hele universet på én gang.

Præcis. Jeg bruger også andre forskeres undersøgelser til at sætte mit eget arbejde ind i en større kontekst. Når det gælder skønlitteratur og debatbøger, ser jeg også på skandinaviske og britiske udgivelser. Ikke mindst i det moderne gennembrud med Ibsen og Amalie Skram og Strindberg, som skrev om de spørgsmål. Dér ville det ikke give mening kun at se på danske forfattere, for der var en stor udveksling.

Dengang fik skønlitterære forfattere lov at sætte dagsordenen på en anden måde, end man var vant til fra tidligere. Det er en fantastisk spændende periode, og jeg ender altid med at sovse rundt nede i slutningen af 1800-tallet, fordi der virkelig var nogle gigantiske modsætninger i samfundet mellem konservative kræfter og andre, der ville udfordre tilværelsens grundpræmisser. Og som dermed ændrede vores emotionelle liv radikalt.

Hvornår kan du sige, at noget er en tendens?

Godt spørgsmål: Hvornår er noget nok til, at man kan se et mønster? Med skilsmisser betyder hele sagsbehandlingsprocessen, at folk lærer at tale om deres følelser med et særligt sprog, som er genkendeligt for embedsapparatet. De bureaukratiske processer er med til at forme, hvordan de fortolker deres eget følelsesliv og kommunikerer det med myndighederne. De samme udtryk går igen på tværs af materialet. Men der er selvfølgelig også folk, der udfordrer det og taler på en helt anden måde om deres oplevelser.

Jeg kan se i materialet, at dem, der har pæne middelklassejob, taler meget høfligt om deres følelsesliv. Selv om de garanteret har voldsomme konflikter bag lukkede døre, fremstiller de det meget høfligt for myndighederne. De siger: ’Vi er i fællesskab kommet til, at vi ikke længere kan leve sammen’. Mens folk fra arbejderklassen ofte har et mere lidenskabeligt og nogle gange aggressivt sprog over for hinanden i mødet med myndighederne. De kommer med anklager og kalder hinanden navne og refererer alt muligt snask fra privatlivet. Der er tale om forskellige kulturer – middel- og overklassen har også haft advokater til at skrive om følelserne i et sprog, der virker civiliseret og dannet. Den adgang har folk fra arbejderklassen ikke haft, og måske har de heller ikke haft samme interesse i at opretholde en facade.

På nogle måder må det gøre det nemmere for dig som forsker, hvis advokaterne bruger ord, der går igen. Så kan man søge på det og sætte det i system. Men samtidig kommer der et filter ind over, der gør, at du ikke ved, hvad det dækker over. Mens det andet er ’what you see is what you get’.

Helt klart. Derfor er det nødvendigt at lede i andre typer kilder. Man kan også læse takt-og-tone litteratur som den, Emma Gad og andre skrev på det tidspunkt, der handler om, hvordan man bør agere. Skønlitteraturen er derimod interessant, fordi den viser, at borgerlige ægteskaber kunne være mindst lige så rådne som i andre miljøer. En amerikansk historiker, John Gillis, taler om, at vi har to familier: Vi har den idealiserede, harmoniske familie, som vi lever efter – og så har vi den familie, vi lever med. Og det findes stadig: Vi har den familie, vi fremstiller på Instagram, og så har vi en familie, som måske er kvælende og undertrykkende og røvirriterende, samtidig med at den er fuld af omsorg og kærlighed og ømhed. Det er interessant at se, hvordan folk navigerer mellem de to poler i mødet med myndighederne. Men det giver ikke indblik i, hvordan konflikterne har udspillet sig derhjemme.

I min forskning har vi nogle gange et veldefineret datapunkt, som man kan stole på. Og så har man et mere uldent datapunkt med større usikkerhed. Man skal passe på, hvor meget vægt man tillægger det i den endelige fortolkning. Nogle gange kan få af de gode datapunkter sige meget, mens man skal bruge mange af de uldne datapunkter for at se en trend. Og nogle gange kan et mønster skyldes noget bagvedliggende, som man ikke har indset, så der ikke er belæg for ens første konklusion.

I historie har vi noget, vi kalder ’det funktionelle kildebegreb’. Det betyder, at en kilde er kun en kilde, idet du spørger den om noget. Det ville være dumt, hvis jeg spurgte kilderne fra middelklassen, hvordan konflikterne var derhjemme, for det kan jeg ikke sige noget sikkert om med mit kildemateriale. Materialet kan sige noget om, hvordan de agerede i mødet med embedsværket eller præsten. Men hvis jeg skal sige noget om alt det uldne, må jeg trække på en anden type kilde.

Nogle gange kan man være heldig at finde dagbøger og breve og den slags. Men man bliver til en vis grad nødt til at tilpasse sine spørgsmål, og det gør, at man nogle gange får blik for noget andet. Det blev tydeligt for mig, at der også er en dannelsesproces i mødet med embedsværket, i forhold til hvordan folk kommunikerer deres følelser. Jeg mener ikke, at vores sprog for vores egentlige følelser er en fernis ovenpå. Det går derimod ind og former, hvordan vi forstår vores eget følelsesliv. Det er interessant, hvordan mødet mellem borger og stat er med til at forme følelseslivet hos den enkelte.

Hvis du ikke skulle begrænses af noget, hvad måtte din forskning så gerne munde ud i?

Historisk forskning kan gøre os klogere på vores egen tid. Der kan være noget frisættende i at konstatere, at et mønster, som vi kan se i vores egen tid, er meget tydeligere i en anden tid. Eller at noget kunne udspille sig på en helt anden måde i fortiden. Det kan give os et nyt blik på vores egen tid, i mit tilfælde vores familierelationer og følelsesliv, og hvordan de er knyttet op på vores samtid. Jeg tror ikke, at vi kan bære en konkret moralsk lære ud. Det ville være vanskeligt. Men vi kan bruge fortiden som et spejl til at se os selv lidt tydeligere og dermed vise, at vi kan forandre ting. Ting har jo forandret sig i kraft af, hvad vi har kæmpet for, men også i kraft af, hvordan vi har turdet tale og agere. Så jeg tænker, at det måske kan bære nye forandringer med sig.