lone_webbanner

En pandemi fortæller os, hvordan vi kan overleve den næste / Lone Simonsen – Epidimiforsker

Enhver pandemi efterlader sin egen signatur på den befolkning, den hærger igennem, og når vi finder dét fingeraftryk, står vi meget stærkere i mødet med den næste.

Epidemiolog Lone Simonsen leder efter mønstre overalt, blandt andet i sundhedsregistre, der går op til 300 år tilbage i tiden, for at finde ud af, hvornår en pandemi blev ’født’, hvordan vi reagerede på den, og hvad vi skal forberede os på, næste gang den dukker op. 

Lone Simonsen – der er professor i folkesundhedsvidenskab på Roskilde Universitet og leder af det tværfaglige forskningscenter PandemiX – forklarer også, hvordan en gammel, japansk model for sprogudvikling blev nøglen til at opdage COVID-19’s superspreder-egenskaber. En indsigt, der lukkede arbejdspladser, skoler, koncertsale og alles hverdag ned, men også bremsede pandemien.

Forskning i tidligere epidemier

Hvad er epidemiologer optaget af at finde ud af?

Jeg startede i 1992 på Center for Disease Control i Atlanta med at arbejde med influenzaepidemier. Vi arbejdede med at forstå influenzapandemierne i 1957 og 1968. Det var også der, jeg begyndte min forskning i 1918-pandemien, den spanske syge, som jeg har studeret i cirka 30 år. Senere kom SARS-truslen i 2003, hvor jeg kom til Schweiz og hjalp til hos Verdenssundhedsorganisationen med at prøve at forstå, hvad der skete. Vi troede virkelig, det var den store pandemi, der kom dér. Men så fik vi has på den, så den trussel endte heldigvis samme år. Det var skræmmende, fordi dette var vores første møde med en højdødelig coronavirus.

I årenes løb har pandemiforberedelse verden over været næsten myopisk fokuseret på, at den næste pandemi ville være en højdødelig fugleinfluenza-virus overført fra fugle i Asien. Men i 2009 kom så i stedet svineinfluenzaepidemien, som var ret mild og overført fra svin. Den har jeg også evalueret for Verdenssundhedsorganisationen, sammen med National Institute of Health, hvor jeg arbejdede i en årrække fra 2000. Så jeg har arbejdet støt og roligt i det her felt. Lone Frank skrev en artikel om, hvordan jeg til offentlige møder i Danmark havde bekymret mig om coronavirus som den næste pandemivirus allerede i 2017-18. Jeg var ikke den eneste, men jeg havde virkelig kig på den nye gruppe af virus, for vi havde ikke set dem før, og vi havde haft en alvorlig SARS-trussel i 2003 og også udbrud af den væmmelige fætter, MERS-virussen fra Mellemøsten, siden 2012. Jeg tænkte, at da vi allerede har to forkølelsesvira i den familie, kunne det være, at vi skulle tænke bredere end fugleinfluenza. Da SARS-CoV-2 virussen begyndte at brede sig fra Wuhan mod Europa i starten af 2020, var jeg derfor klar, og jeg foreslog tidligt i medierne, at det ville blive en pandemi. Det var nok derfor, jeg blev kastet ind i kampen som Corona-Lone. Jeg tænker, at mine mange år med at studere pandemier betød, at jeg kunne være på forkant.

Jeg er en mønstergenkender

Forskellen på denne pandemi og de tidligere var, at denne her var alvorlig. Den spredte sig effektivt og var så dødelig, at vi var nødt til at gøre noget radikalt. Det var en 100-års trussel, som vi ikke havde prøvet siden 1918-pandemien. Mange tænkte, at vi var færdige med den slags, fordi vi lever i et rigt land med dygtige læger. Men det var forkert set. COVID-19 var en alvorlig trussel, især for lande som vores med en aldrende befolkning. Ligesom SARS i 2003 var det en ny virus, som vi ikke kunne behandle eller vaccinere for i starten, og som spredte sig effektivt hen over Danmark, Europa og verden.

Jeg tænkte, at den epidemiologisk set havde meget tilfælles med pandemiinfluenza, fordi den har en kort generationstid (dage) og et højt kontakttal, som alle danskere kender, på 2,5. Det vil sige, at alle i gennemsnit smittede 2-3 andre, og antal smittede fordobledes hurtigt, cirka to gange om ugen. Hvis vi ikke havde gjort noget, ville den derfor spredes hurtigt gennem populationen på en måde, som vi kender fra historiske pandemier som for eksempel 1918, hvor smitten bare kørte frit, og der ikke var nogen vaccine. Smitten nåede de fleste verdensborgere gennem fire store smittebølger i løbet af 1918-1920, og det opbyggede en stor immunitet i befolkningen, og det er det, der standser en pandemi. Fordi vi i coronaperioden har gjort det rigtig godt med at holde smitten nede, indtil vaccinerne kom, har vi haft en langt bedre situation end i 1918. Nu i efteråret 2022 tror jeg, at vi nærmer os enden på pandemi-fasen, da de fleste verden over har betydelig immunitet fra smitte eller vaccine. Så vi har det værste bag os i forhold til alvorlig sygdom og død.

“Min selvforståelse er, at jeg er en mønstergenkender. Det er det, jeg laver i min grundforskning.”

Min selvforståelse er, at jeg er en mønstergenkender. Det er det, jeg laver i min grundforskning. Jeg kan ikke lade være med at forsøge at finde mening og mønstre i alle de data. Jeg tror, 10-øren faldt for mig med hensyn til coronavirus-familien, da jeg på et møde i 2016 havde en spændende samtale med min kollega, en virolog fra Australien, om beta-coronavirus-familien. Det var dengang, det gik op for mig, at vi nok allerede har prøvet det før. Vi har jo to beta-coronavirus, som allerede er blandt os. Den ene hedder OC43. Den giver vores børn forkølelser om vinteren, men den må have været en pandemi engang. Det er en klasse af virusser, som har det i sig at blive pandemiske. Netop samme familie som SARS og SARS-CoV-2. Derfor pegede jeg på dem som en mulig pandemitrussel i fremtiden. Det var ikke en helt vild idé.

Det vildeste tværfaglige samarbejde

Vi ved, at pandemivirusser typisk er overført fra dyr. Den overførsel af forkølelsesvirusserne må være sket på et tidspunkt, men kan vi finde ud af hvornår? I den forskning, som vi laver sammen med DTU-professor Anders Gorm Petersen og hans studerende, ser vi, om vi kan finde ud af, hvornår den ene forkølelsesvirus, OC43, blev født som en menneske-pandemi. Vi tror måske, det var omkring 1889. Vi ser på alle mulige data for at forstå det. Det ville være vildt, hvis vi havde observeret en coronapandemi for 130 år siden, for så forstår vi bedre, hvad der sker på langt sigt: For eksempel hvad der sker med virussen, når den bliver endemisk og optræder som vinter-epidemier på den lange bane.

Jeg interesserede mig for 1918-pandemien allerede i 1992, men det var bare mig, og der var næsten ikke nogen data – det var før big data-revolutionen og Google. Så jeg måtte på biblioteket, og jeg er bare en epidemiolog. Men nu er jeg blevet klogere. I min forskningsgruppe, PandemiX, har vi et helt spektrum af folk, som kan alle mulige ting. I øjeblikket har jeg to historikere, der hjælper med at finde data, og som forsker i konteksten af de pandemier, vi ser på. Alle pandemier har en historie, en krig, en ny handelsvej, et eller andet.

Vi er sindssygt tværfaglige. Du har aldrig set noget lignende. Vi spænder vidt. Jeg har startet forskningsprogrammet i Danmark på bevillinger fra DFF og Carlsbergfondet, og jeg har fået et grundforskningscenter bevilget i sommeren 2022. Vi har før i tiden været begrænset økonomisk, men nu kan vi sprede forskningen lidt mere ud og håber med tiden at forske sammen med demografer, bioetikere, kommunikationseksperter og økonomer. Der er alle mulige sandheder at finde i feltet mellem vores og deres.

Store mængder historisk registerdata

Taler vi om coronavirus, når vi snakker om 1889? Ville I kunne finde SARS-2?

I det projekt forsøger vi at finde “fødselstidspunktet” for OC43 virusset, en human forkølelsesvirus som er medlem af Beta-coronavirus familien ligesom SARS-2. Vi undersøger alle typer data – fra DNA sekvensdata og fylogeni, og til kliniske og epidemiologiske data – i et forsøg på at finde ud af det.  Men det ville aldrig være SARS-CoV-2 virus, som vi finder i historiske data. Det er jo en ny virus, som først overførtes fra dyr til mennesker cirka november 2019.

Bredere set undersøger vi epidemier og pandemier, som skete over de sidste 300 år, fordi vi har fantastiske sundhedsdata fra de århundreder i Danmark. Det er helt vildt, så meget data vi har arkiveret i Danmark, og dette er en af grundene til, at jeg kom hjem til Danmark, som virkelig er en ’nation of avid record-keepers’. Alt er skrevet ned: Hvor mange heste og køer der var. Hvor skibene sejlede hen. Hvor meget man betalte i skat. Hvem der blev syge og døde af hvad, uge for uge. Hele den rigdom, der ligger i de historiske registerdata, er slet ikke blevet brugt i Danmark før på den intense måde, vi gør nu. Man har gjort det noget mere i Sverige. Vi har også arkæo-virologerne, som er længere tilbage i tiden – Eske Willerslevs gruppe, for eksempel, har fundet koppevirus-DNA i tænder fra vikinger. Man prøver i de gamle knogler og tænder, om man kan finde virussens dna. Vi er også interesserede i historiske sygdomme og virus, samme mission, men vi bruger sundhedsdata og modeller til at forstå epidemierne i de sidste 3-400 år. Og det jo som altid sådan, at man skal forstå fortiden for at kunne forstå nutiden og fremtiden. Hvis man ikke har en forståelse af, hvad der er sket med menneskeheden i fortiden, hvordan skal man så forstå, hvad der sker næste gang?

Nu har jeg snuset til så mange pandemier i de sidste 30 år, at jeg ligesom føler, jeg har udviklet en sans for dem … måske som Smilla og sneen? Jeg har lige udgivet en lille bog, der handler om, hvordan vi forebygger den næste pandemi, og jeg skriver faktisk til sidst, at jeg er lidt bekymret over abekopper. Den er udgivet, før det udbrud skete. Jeg tror nu ikke, at det udbrud, vi ser verden over lige nu, bliver en storpandemi. Det vil stoppe, når immunitet bygges op i et lille netværk af MSM med mange partnere. Når man har arbejdet med et emne længe, er man forberedt og kan bedre forudsige, hvad udgangen vil blive. Man ved, hvad man skal kigge efter.

Er det ikke komplekst at sammenligne data på tværs af lande? Der er jo forskel på, hvordan man registrerer, og er det ikke svært at snakke med en historiker og være sikker på, at man snakker om det samme?

Begge dele er komplekse. Men når det lykkes, er der ikke noget federe. Når jeg ser min ph.d.-studerende i historie sidde sammen med en post-doc i matematik, med hovederne bøjet ind over bordet for at finde ud af noget om en historisk pandemi, så bliver jeg bare glad. For så tror jeg, det vilde projekt lykkes. Det er mit drømmeprojekt, i virkeligheden. At komme til det her fra en meget bredere vinkel, end jeg var trænet til oprindeligt.

Jeg var sådan en, der elskede matematik og fik topkarakterer i det i skolen. Jeg skulle nok have studeret matematik – jeg ved ikke, hvad der gik galt dér. Men jeg gik på medicinstudiet og kom desværre til at kløjes lidt i alle de tunge bøger. Man skulle reproducere så meget viden, som andre havde givet os, men der var aldrig plads til at diskutere og filosofere over, hvad det hele betød. Det var der i hvert fald ikke dengang omkring 1980. Jeg skiftede og studerede biologi og kemi i stedet for på Roskilde Universitet. Og derfra tog jeg til USA og blev populationsgenetiker, som er et felt, der ligger mellem matematik og biologi. Jeg kunne bruge min biologiske baggrund og har en ret solid idé om tal og data. Nu om dage hjælper det mig enormt meget. Og det er herligt at arbejde sammen med Viggo Andreasen, som er en matematiker med 40 års erfaring i at modellere epidemier. Han og jeg kan virkelig få noget synergi sammen, for han kommer med den tungere matematikdel. Jeg kommer med biologien. Og lige i midten ligger rigtig meget viden, så dér kan vi mødes.

’Gud, kan det være sådan, det hænger sammen?’

Når du får ideer, er det så, når du sidder alene på dit kontor med data, eller er det noget, du får i samtale med andre?

Det er begge dele. Nogle gange har jeg fået sindssygt gode ideer i brusebadet eller på cyklen. Pludselig tænker man: ’Gud, kan det være sådan, det hænger sammen?’ Efterhånden som jeg bliver ældre og klogere, opsøger jeg mere og mere kollegaer, som har en styrke, som er anderledes end min, så vi sammen kan løse det her. Jeg synes, de bedste grundforskningsoplevelser, jeg har haft med Covid de sidste to år, har været mit samarbejde med Kim Sneppen, en professor i fysik på Niels Bohr Institutet. Vi havde i flere år arbejdet sammen og kendte hinanden fra Videnskabernes Selskab.

Vi tænkte, at vi kunne lave noget modellering af epidemier sammen. Vi arbejdede på Ebola og det ene og det andet, men da Covid-pandemien kom, var vi begge dybt forbavsede over, hvordan vi i starten fik nærmest has på spredningen med vores nedlukning i foråret 2020. Det havde ingen regnet med. Så tænkte vi: ’Kan det være, fordi det er en superspredende virus?’ Der er aldrig nogen, der har modelleret før, hvad effekten af superspredning er, når man begynder at trykke på virussen ved at lukke ned for antallet af kontakter, man kan smitte i det offentlige rum. Kim fandt nogle modeller frem, som de ellers har brugt til at studere sprogudvikling i Japan i tidernes morgen, og så brugte vi dem til at forstå, hvad det betyder, hvis man har en virus med og uden superspredning. Alt andet lige er det den eneste forskel. Så kunne man se, at det var dét, at vi lukkede ned, der specielt ville stoppe en superspredende virus effektivt. Man ser sin familie gang på gang derhjemme, og det samme med arbejdskolleger. Men superspreder-begivenheder, som sker i det offentlige rum til koncerter og så videre, kunne ikke rigtig ske under nedlukningen – og det var dét, der gjorde udslaget. Vi kan slet ikke få armene ned over det resultat. Vi skrev en artikel om det i PNAS, som er et virkeligt godt engelsksproget tidsskrift, i marts 2021. Vi mener, vi havde opdaget noget virkelig fundamentalt vigtigt om den klasse af pandemivirus, virussens akilleshæl, som gør, at vi bliver bedre til at bekæmpe dem i fremtiden.

Det er spændende, at den model, Kim Sneppen brugte, var udviklet til at lave sprogforskning, og så kan den bruges til at sige noget om sygdomsudbredelse. Det er i virkeligheden det, der kendetegner grundforskning. At man forstår noget helt grundlæggende, som gør, at man kan bruge de samme redskaber i mange forskellige sammenhænge.

I det her tilfælde var det en agent-baseret model, i stedet for de sædvanlige modeller vi bruger. Kim ville sige, at i de traditionelle epidemimodeller går man hjem til en ny familie hver aften og tager på nyt arbejde hver dag. I hans modeller er der taget højde for det, og det er dét, der viser forskellen mellem superspredende virus og ikke-superspredende virus. Det er for fedt.

I er vel ikke kun verdensberømte i Danmark som ophavsmennesker til ideen om superspredning?

Jeg ved ikke, hvor dybt det er sunket ind endnu. Men det kom ud i PNAS. Vi har ikke opdaget superspredning, men vi har fundet ud af, hvad effekten af det var. Vi havde snakket om fænomenet superspredning allerede i 2003, for SARS-virussen var superspredende. Folk snakkede om, at nogen skulle modellere det, men pludselig forsvandt SARS virusset samme år, og så kom folk fra det, tror jeg. Men det er faktisk det, vi er fortsat med, og jeg tror først, det er nu, jeg forstår, hvorfor vi kunne bekæmpe SARS i 2003. Det er da fantastisk, og for mig ikke længere så mystisk, hvordan vi lykkedes med at udrydde SARS-virussen i 2003.

Hvad skal vi med et forskningscenter?

Hvad kan det forskningscenter give os i forhold til at forstå fremtidige pandemier?

Det har selvfølgelig et grundforskningsperspektiv i sig selv. Men som sagt tror jeg også fuldt og fast på, at hvis man ikke forstår, hvad der er sket i fortiden, så kan man ikke forstå, hvad der kommer til at ske. Min egen drøm er, at vi kommer til at finde mange pandemiers ”fingeraftryk”, eller ”signatur” på populationen. Vi har studeret kolera i Danmark i 1853, den spanske syge i 1918 og nu også de højdødelige koppeepidemier i 1800-tallet samt andre store pandemier. Og nu Covid, som vi har observeret i real-time og med enorme mængder af data. Der må være en måde at forstå de signaturer, som en pandemi giver på en population. Og hvis man har det, kan man finde dem meget nemmere, også i mindre detaljerede data end hvad vi har. Jeg har på hylden en forståelse af alle mulige bakterier og virus, som kan give pandemier, og når der kommer en i fremtiden, kan jeg hale en ned, og så ved jeg, hvad jeg skal gøre, fordi jeg har set det før.

Ville du også kunne bruge din forskning i tidsperioder, hvor der er indsamlet mindre viden?

Det vil jeg håbe. Lige nu har vi abekopper, og derfor er vores nyere forskning i koppeepidemier i Danmark fra 1750 til 1840 blevet relevant. Man kan få meget ud af at se på det. Kopper er det første vaccineprogram, som blev obligatorisk i Danmark i 1810, og det virkede meget effektivt. Ved at se på før og efter vaccinen kan man begynde at forstå vekselvirkningen mellem menneske og virus på den lange bane: Hvad betyder det at være naturligt immun over for koppevirussen, i forhold til at have vaccineimmunitet? Det kan man ellers ikke få fingre i, fordi alle mennesker er immuniseret i 1960erne, hvor man studerede den slags, lige før sygdommen blev udryddet omkring 1980. Men vi kan gå tilbage i tiden og få et unikt indblik i, hvad den virus egentlig er, og hvad der sker, hvis man vaccinerer imod den. Det, synes vi, er vildt spændende. Det kan godt få mig op af sengen om morgenen, i hvert fald.

Gør du noget for at overkomme de barrierer, der er, når man skal arbejde sammen tværfagligt?

Det tænker jeg meget over. Alle bliver i udgangspunktet lidt sure, for det er måske ikke altid deres kernekompetence, som der er brug for i samarbejdet. Det handler om at finde data og forstå, hvad de betyder. Vi har nogle folk, der arbejder med modeller, og de kan lave de vildeste ting. Men vi er interesserede i at skubbe dem over mod denne epidemi og denne situation og et datasæt. Ikke bare gøre det teoretisk. Egentlig strækker vi os ind i et felt, som er vores fælles domæne.

Denne tekst er baseret på podcasten ’Videnskab fra vilde hjerner’, hvor Anja C. Andersen, professor i offentlighedens forståelse for naturvidenskaberne og teknologi ved Københavns Universitet, og journalist Mikkel Frey Damgaard taler med Lone Simonsen, professor ved Roskilde Universitet ved PandemiX og epidemiolog. Programmet er blevet til i anledning af Videnskabsår 2022.

Find hele podcast-rækken VIDENSKAB FRA VILDE HJERNER der, hvor du normalt hører podcasts.

Del denne side

Seneste nyheder

Luk