Untitled-13

Stort fagblad udgiver særudgave om Videnskabsår22

Videnskabsår22 er med til at sætte grundforskning på tapetet med et særnummer af fagbladet Ingeniøren. Nummeret er særligt udgivet i anledning af Videnskabsåret og diskuterer med udgangspunkt i grundforskning den teknologiske udviklings betydning for samfundet.

Teknologiens Mediehus, der udgiver bladet, er Danmarks største udgiver af medier om videnskab og teknologi med 500.000 månedlige brugere online og 120.000 modtagere af den trykte avis. Videnskabsår22 samarbejder altså med et af landets største fagblade om at sætte fokus på vigtigheden af grundforskning og dens betydning for den grønne omstilling og FN’s verdensmål. Grundforskning er en tilgang til forskning, hvor målet er at skaffe ny viden på ukendte områder snarere end konkrete løsninger på specifikke problemer.

Særnummeret af Ingeniøren dykker blandt andet ned i naturvidenskabens udvikling, og hvordan menneskets søgen efter svar på det ukendte driver forskningen. Niels Bohrs kvantemekanik er også i fokus i en artikel, der ser på hvilken rolle, Bohrs erkendelser spiller i nutidens forskning.

Videnskabsredaktør Jens Ramskov udgiver ugentlige artikler og regelmæssige podcastafsnit på Ingenørens website i anledning af Videnskabsåret. Podcast- og artikelserien Sikkert og vist om videnskab gør lytteren klogere på, hvad vi egentlig ved og forstår om universet. Jens Ramskov modtog i 2020 H.C. Ørsted Medaljen i sølv for ’fremragende forskningsformidling af eksakt naturvidenskab til bredere kredse gennem en længere årrække’.

Teknologiens Mediehus har selv som mål at bygge bro mellem beslutningstagere og meningsdannere og de specialister, der arbejder med at udvikle teknologien. Særnummeret af Ingeniøren fungerer derfor som en del af Videnskabsår22s indsats for at informere både borgere og beslutningstagere om vores afhængighed af grundforskning for at sikre en mere bæredygtig udvikling af planeten.

Særnummeret Videnskabsår blev udgivet i januar 2022.

Del denne side

Seneste nyheder

Luk