Der er skønlitteratur, erindringer og lyrik på skemaet for de medicinstuderende på Syddansk Universitet. For litteraturhistoriker Anne-Marie Mai forsker i, hvordan sundhedspersonale som jordemødre, fysioterapeuter og farmaceuter kan komme til at forstå deres patienter bedre ved at læse og diskutere litterære værker om at være syg, bange eller indlagt. En amerikansk-inspireret forskning i, hvordan kunst kan gøres brugbar, i dette tilfælde som ’narrativ medicin’. 

Anne-Marie Mai – der er professor ved Institut for Sprog, Kultur, Historie og Kommunikation på Syddansk Universitet – fortæller også, hvilken slags tekster der gør størst indtryk på de kommende læger, hvilke der ikke fungerer, og hvorfor hun helst så gymnasiets litteraturkanon lavet helt om. 

Hvad forsker du i lige nu?

Det er det store emne, som jeg bliver ved at fordybe mig i på alle mulige måder, nemlig den danske litteratur, som er mit primære forskningsområde. Men jeg forsker på forskellige måder. Jeg har både et stort tema, der drejer sig om litteratur i velfærdssamfundet, som jeg har arbejdet med i mange år. Jeg har prøvet at se på, hvordan velfærdsstaten bliver tematiseret i litteraturen, hvordan forholdet er mellem samfund og litteratur.

Så er der et andet område, som interesserer mig. Jeg er optaget som litteraturhistoriker af at se på, hvilken type litteratur der bliver overleveret til os, og hvad der går i glemmebogen. I mange år har jeg forsket i, hvad der i historiens løb er sket med de kvindelige forfattere. Da jeg selv læste på universitetet, læste vi ikke en eneste kvindelig forfatter, da vi studerede modernismen og det moderne gennembrud, så jeg måtte selv finde ud af, om der slet ikke var nogen kvinder, der var værd at læse. Og det har jeg engageret mig i sammen med rigtig mange andre forskere over hele Norden.

Og så har jeg en særlig interesse for forfattere fra midt-tresserne. Det er folk som Dan Turèll, Peter Laugesen, Kirsten Thorup. De har også internationale inspirationer, som de bruger, og jeg har set på deres tilknytning til den amerikanske Beat-digtning, herunder også Bob Dylan som digter.

Hvordan finder du ud af, hvilke kvinder der er glemt? Man kan vel ikke bare finde dem på biblioteket?

Vores første litteraturhistoriker, Vilhelm Andersen, beskrev i begyndelsen af det 20. århundrede kvinderne som en særlig provins i den danske litteratur, som ikke rigtig var værd at interessere sig for. Men han omtalte dog mange af dem ganske kort, så han er en god kilde, selv om han ikke værdsætter dem. Og så har man bogfortegnelser, som man kan studere, og man kan gå i arkiver på biblioteker og se, hvad der gemmer sig. Vi startede tilbage i 80’erne et stort forskningsprojekt, Nordisk Kvindelitteratur, hvor 100 forskere fra hele Norden gik sammen om at lave en fremstilling af nordiske kvindelige forfatterskabers historie. Vi har leveret seks digre bind om emnet og offentliggjort hele projektet digitalt, så det er tilgængeligt på dansk, engelsk og svensk.

Min forskning har i mange år beskæftiget sig med det, der kaldes ’Uses of Literature’, hvor vi har haft stor glæde af at have en amerikansk forsker, Rita Felski, tilknyttet som gæsteforsker via Grundforskningsfonden med den fine titel, Niels Bohr Professor. Hun har introduceret os til sit syn på litteratur: At vi ikke bare skal studere, hvad litteraturen betyder, ikke bare undersøge, hvad teksten siger bag ved det hele – hvad er det hemmelige budskab? – hvilket mange studerende er blevet lidt trætte af. Rita Felski mener i stedet, at vi ikke bare skal se på, hvad litteraturen betyder, men også hvad den gør.

Hvad betyder det, hvad litteraturen ’gør’?

Eksempelvis gør den noget for os i livskriser og under sygdom. Den kan måske få os til at forstå hinanden bedre, forstå, hvad andre mennesker tænker og har oplevet, forstå livsomstændigheder, som vi ikke selv kender. Man får mulighed for en genkendelse og en indlevelse i andre menneskers vilkår.

Hvordan undersøger du det helt konkret?

Det kan være at samle data, men det kan også være at teoretisere. Vi har empiri og interviews i vores projekter. Og så er vi meget vendt mod praksis i vores samarbejde med sundhedsvidenskab, hvor vi læser litteratur sammen med sundhedsprofessionelle med det formål at gøre dem bedre til at lytte til og virkelig opfatte deres patienters fortællinger om sygdom og sundhed, om bekymring over sygdom og længerevarende kontakt med sundhedssystemet.

Er det læger eller sygeplejersker eller sosu-hjælpere?

Det er alle parter. Vi har et kursus for de medicinstuderende på første årgang, hvor vi læser litteratur for at gøre dem bedre til at møde deres patienter. Tesen er formuleret af amerikansk forskning på Columbia University og en forsker, der hedder Rita Charon, der har grundlagt disciplinen ’narrativ medicin’.

For at træne dem i empati, mere end i litteraturforståelse?

Ja, de skal ikke blive dansklærere. De skal blive gode til at lytte til deres patienters fortælling. Det startede med vores samarbejde med Rita, og da jeg tilfældigt fik talt med direktøren for OUH, Odense Universitetshospital, Kim Brixen, fortalte han, at han interesserede sig for litteratur, og hvordan den kan bruges af sundhedsprofessionelle. Så kom han op med en sentens: ’Det er jo ikke en samling symptomer, der kommer til lægen. Det er et helt menneske med en hel historie’. Så blev vi inviteret til at være med på lægestudiet, men det har udvidet sig, for vi underviser også de sundhedsfaglige kandidater, det vil sige sygeplejersker og jordemødre og kiropraktorer og fysioterapeuter. Jeg har også været med til at lave et lille efteruddannelseskursus for farmaceuter, for de skal jo have samtaler med deres brugere på apoteket om lægemidler. I sådan en samtale kan man have brug for at få skærpet sine evner til at lytte.

Hvordan lærer I dem det?

Vi læser nogle tekster sammen, som handler om sygdom og sundhed. Det gør Rita Charon ikke. Hun giver sine studerende nogle store, tykke romaner, og så kan de ellers gå i gang. Vi går lidt mere forsigtigt frem og læser nogle kortere tekster om sundhed og sygdom, og så taler vi med deltagerne om, hvad der sker i teksterne. Hvem taler? Hvad er stemningen? Hvad er det for et rum, vi befinder os i? Og så beder vi for eksempel de studerende om at skrive teksten ud fra en anden synsvinkel. Vi læser blandt andet tekster af en digter fra Fyn, Mikael Josephsen, som har lavet nogle gode digte i samlingen Knæk – om at være indlagt på en psykiatrisk afdeling og være nervøs for mødet med lægen og sygeplejerskerne. Så beder vi deltagerne skrive teksten ud fra sygeplejerskens vinkel. Hvordan ser sygeplejersken situationen og patienten? Eller ud fra den pårørendes vinkel.

Andre forskere har et stort datasæt, som de skal finde mønstre i. Ligesom man gjorde i litteraturstudier før, hvor man så, hvordan ting afspejler sig i forskellige perioder. Men hvis I skal finde nytteværdi i litteraturen, må I skulle lede på en lidt anden måde. Hvordan finder I relevante tekster?

Vi ser på, hvilke tekster der fungerer godt i en samtale. Hvor der er noget at tale om. Vi læser eksempelvis også Klaus Lynggaards digte, Personfølsomme oplysninger, hvor han ud fra sine helt personlige oplevelser fortæller om at være indlagt som kræftpatient og have det rigtig skidt. Han får blandt andet fjernet sin ene lunge.

Han har skrevet nogle fine tekster om, hvordan det føles at være i en voldsom behandling med kemoterapi, hvordan han føler sig som en flue, der mangler en vinge. Og det kan jo være svært at forstå for en pårørende eller personalet, hvordan det egentlig er. Men her har vi den kunstneriske tilgang, der kan give os et billede, der får os til at spærre øjnene op. Han har også digte om møderne med lægerne, om hvor svært det er at få stillet en diagnose. På et tidspunkt føles det, som om lægen taler russisk, og så slår Lynggaard over i en slags finsk-svensk-russisk sprog. Til sidst siger lægen ’Capiche?’ – ’Ja’, siger digteren og går sin vej uden at have fattet noget som helst. Så sundhedspersonalet får på den måde et indtryk af, hvordan patienten risikerer at lukke af, fordi han ikke forstår noget af, hvad der foregår. Måske svarer patienten, men han er så følelsesmæssigt ramt, at der må noget andet til. Og Lynggaards digte gør stort indtryk på læger, sygeplejersker og sundhedsfaglige kandidater.

Læser I også kvindelige forfattere?

Ja. Vi læser tekster af kvinder, også af de ældre, for eksempel Tove Ditlevsen, som har en tekst om at være indlagt på psykiatrisk afdeling. Hun oplever det som en frigørelse, hvor hun endelig kan få fred og ro til at skrive. Og vi læser Kirsten Thorups skildring om en gammel dement mand, der ikke kan finde ud af, hvad der foregår omkring ham.

Det lyder nyt, at man bruger litteraturen 1:1.

Det er det, og jeg får nye perspektiver på mit felt, snarere end at sidde og arbejde med det i en lukket sammenhæng. Vi lærer at være ude og tale om, hvad litteraturen gør ved læserne. Nogle vil sige, at det er en total instrumentalisering af litteraturen. Hvor er kunsten henne? Hvorfor kan kunsten ikke bare være noget i sig selv? Men det er jo netop det, at kunsten er noget ganske særligt, noget helt for sig selv, som vi tillader os at bruge. Vi bruger jo alle litteraturen, lige så snart vi tager bogen ud af hylden. ’Vi laver brugstyveri af litteraturen,’ som en af mine kollegaer siger.

Bliver de sundhedsstuderende nogle gange ramt af en hellig litteraturild, så de får lyst til at sætte sig mere ind i dansk litteratur? Måske møder de nogle forfattere, som de vil læse mere af.

Helt sikkert. De kommer ofte og vil have yderligere læsetips. Andre synes ’Aj, altså, hvad skal vi med det her? Vi læser medicin. Det er jo alvorligt. Og nu kommer der en dansklærer, som vi troede, vi var sluppet for efter gymnasiet’. Så nogle er skeptiske. Men det skaber faktisk gode og vigtige diskussioner. Rita Charon inddrager ofte billeder, malerier, og får de studerende til at kigge på billedkunst for at se, hvilken fortælling der ligger i dem. Men det er fortrinsvist litteratur hos os. Og de studerende skriver jo også med, og de skriver altså et fantastisk godt dansk.

Er der noget, der har overrasket dig?

Det er spændende at se litteraturen i brug på en aktiv måde. Jeg ser, hvordan litteratur gør et stort indtryk og har stor indvirkning på mennesker. Noget af det første, vi prøvede, var at få mennesker, der har været ude i et alkoholmisbrug, til at læse og skrive små tekster. Der er en klinik for alkoholbehandling i Odense, og de har en masse forskellige brugere, og der var en lille gruppe af færdigbehandlede, som stadig kom på klinikken for at have et gruppefællesskab, som kunne give dem et godt indhold i tilværelsen. Vi fik lov til at lave litteraturundervisning med denne gruppe. Alle de andre brugere på klinikken var i alle mulige andre forskningsprojekter, så dem kunne vi ikke inddrage, for så risikerede vi at påvirke dem. Men vores lille gruppe var med til at starte det. Det rørte mig meget at se, hvordan deltagerne blev engagerede. Vi havde også forfattere til at lede dette forløb, blandt andre Trisse Gejl, som sagde ’Nu kigger jeg på det, I skriver’. Det gjorde et kæmpe indtryk, at der kom en professionel med sine kompetencer, og at jeg kom med mine.

Er der ting, der har vist sig at hænge anderledes sammen, end du troede, før du gik i gang?

Ja, bestemt. Dels er jeg overrasket over, at narrativ medicin åbnede så stort et landskab. Jeg skal mødes med en mulig ny samarbejdspartner i næste uge, en kiropraktor, som er interesseret i, om litteratur kan give patienter og behandlere en bedre forståelse af smerteoplevelser. Hun vil meget gerne arbejde med H.C. Andersens eventyr, som hun mener rummer noget, vi kan gøre brug af.

Har du haft tekster med ind i narrativ medicin, som viste sig ikke at kunne bruges?

Ja, egentlig. I vores første antologi havde vi en fin fortælling af Peter Seeberg, som hedder ’Patienten’, som simpelthen handler om et menneske, der får udskiftet alle dele af sig selv. Han ender med at spørge sig selv: ”Er der noget tilbage af mig?’ Og til sidst siger han ’Så lad det være mig’ eller ’Så lad det være mig’, alt efter betoning. Den troede jeg ville være fængende og give anledning til alle mulige diskussioner. Men den var ikke særlig velegnet, for man bliver for hurtigt færdig med at tænke over den, i modsætning til andre tekster, for eksempel Maria Gerhardts Transfervindue, der er tættere på vores nutid i beskrivelsen af dødelig sygdom.

Der er så mange bøger at gå på opdagelse i, og så meget af det er gået i glemmebogen, ligesom vi snakkede om med de kvindelige forfattere. Og det er ærgerligt, for de er faktisk gode. Men meget af det blev udeladt, fordi det ikke appellerede til samtiden, eller fordi genren ikke faldt i folks smag, måske fordi det ofte var erindringer og breve, og fordi kvinders skrifter ikke blev opfattet som rigtig litteratur. Men når man opdager dem, får man hele sit landskab udvidet. Jeg er så ked af, at der tit går meget tabt, når vi formidler litteratur i gymnasiet, fordi vi lærer nogle kasser: Der er realisme og modernisme og 80’er-digtning, og så passer det hele pænt ind i nydelige kasser. Det er så trist. Jeg vil hellere have, at man går på opdagelse, i stedet for at få bøgerne til at passe ind i et skema og tro, at man dermed vil klare sig godt til sin eksamen. Jeg vil hellere have, at elever og studerende bliver klar over, at der er mange forskellige metoder. Der kan være nærlæsning eller historisk læsning eller psykologisk læsning. Det ville være dejligt, hvis vi nåede dertil – og også fik ændret kanon i gymnasiet. Jeg synes, det er for dårligt, at der kun er én kvinde i kanon: Karen Blixen. Hun skal selvfølgelig også være der, men hun er jo ikke den eneste, der er værd at huske.

Hvad driver din nysgerrighed som forsker?

Det er jo netop, at man opdager, hvad litteraturen kan i forhold til læserne. Og hvor righoldigt det litterære landskab faktisk er. At der ligger så meget spændende litteratur og venter på os. At vi opdager det og bruger det.

Er der noget, du drømmer om? Noget, du gerne ville nå?

Jeg vil gerne fortsætte med at fordybe mig i litteraturhistorien. Jeg har en kollega, Marianne Alenius, og vi har i mange år sammen forsøgt at tyde et skrift af Birgitte Thott, der hedder ’Om et lyksaligt liv’, som er det første filosofiske skrift på dansk i denne her genre. Og nu har vi heldigvis fået yngre kolleger med, som er begyndt at arbejde med skriftet, som nærmest er ulæseligt. Skriftet er simpelthen ved at forsvinde på grund af papirets nedbrydning. Det findes kun i to afskrifter, og jeg er virkelig dårlig til at læse det. Det tager mig en hel dag at tyde en sætning, og jeg har ikke tid til at sidde med det i en måned i træk. Jeg er nødt til at gå til og fra, og så bliver det aldrig bedre. Men nye kræfter tager fat.

Så din store drøm er at blive færdig med den tekst?

Det er en af mange. Jeg vil også gerne fordybe mig yderligere i nutidslitteraturen, følge den og se alt det spændende, der sker. Jeg er så heldig at sidde i et udvalg, der uddeler en debutantpris, så vi skal læse alle årets debutanter. Og hvert år venter jeg med stor glæde på at se, hvor litteraturen bevæger sig hen. For det kan vi jo ikke forudse. Litteraturen er og bliver heldigvis uregerlig!

Hvis litteratur skal have en vigtig plads i vores liv fremadrettet, hvad er så din vigtigste opgave?

Jeg tror, litteraturen får en fremtrædende plads i vores liv, uanset hvad jeg gør. Det kan ikke undgås, med al den fremragende kunst vi har. Men vi skal gøre noget for at vise yngre generationer, at læsning rummer kvaliteter. Derfor er det en stor glæde at stå med de unge medicinstuderende og vise dem, hvad litteraturen kan. Men det er også vigtigt at få bragt det videre til alle mulige andre, for eksempel unge og børn. Der er så meget god litteratur, også for børn og unge, som man kan tage fat i. Og desværre går kurven lidt nedad i øjeblikket, så vi må gøre noget for at få læselysten styrket.

Hvad med sådan en fysiker som mig? Hvorfor skal jeg læse litteratur i stedet for en fysikbog af Newton?

For simpelthen at få perspektiv på verden og andre. Litteratur kan både få os til at genkende noget, vi selv har oplevet, og til at anerkende et andet menneskes oplevelser. Man kan få noget at vide om ting, man ikke vidste noget om, som andre mennesker har oplevet. Vi kan også blive fortryllet af litteratur. Når du har siddet og kæmpet med en svær bog, kan du lade dig fortrylle af et smukt digt. Litteratur har sin egen musikalitet. Eller du kan blive chokeret af en krimi, der får hårene til at rejse sig på hovedet af dig. Litteraturen kan en hel masse, og det bliver den ved med.