Enhver er ikke sin egen lykkes smed, tværtimod. Vores individualiserede, præstationsfikserede kultur har de seneste tyve år eroderet en af de vigtigste faktorer for mental trivsel: Oplevelsen af at indgå i og bidrage til meningsfulde fællesskaber. Vibeke Jenny Koushede, forsker i mental sundhedsfremme, arbejder på at vende den udvikling. For kun en befolkning i trivsel evner at løse de samfundsproblemer, vi står overfor.

Vibeke Jenny Koushede – der er professor og institutleder ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet– fortæller også om de tre grundlæggende ’modstandsressourcer’, der tilsammen kan holde dig (og dine børn) beskyttet mod de belastninger, tilværelsen byder på.

Du er uddannet jordemoder, du forsker i mental sundhedsfremme og står bag et initiativ, der hedder ’ABC for mental sundhed’, som er et større tværfagligt og tværsektionelt partnerskab, der sammen med en række andre forskere og kommuner og store organisationer arbejder på at fremme mental sundhed og trivsel i praksis på et forskningsbaseret grundlag. Når du slår øjnene op om morgenen, hvad er det så, der driver dig?

Det allerførste er: Hvordan skaber vi de bedste rammer og betingelser for, at alle – uanset deres udgangspunkt, om man er ung eller gammel, syg eller rask, rig eller fattig – kan trives og føle, at de har noget og nogen at stå op til om morgenen? Det er et meget stort spørgsmål, en stor ambition og noget, der er ekstremt meget behov for.

Hvem står du på skuldrene af?

Mental sundhedsfremme som felt er et relativt nyt område. Det trækker på et hav af forskellige forskningsdiscipliner. Det, der i sin tid inspirerede mig, var en israelsk-amerikansk professor i medicinsk sociolog der hed Aaron Antonovsky. Han var optaget af stress, og tilbage i 70’erne undersøgte han en række israelske kvinder, og hvordan de tilpassede sig overgangsalderen. Det kan jo være en stressende livsperiode.

Et af spørgsmålene til kvinderne var, om de havde siddet i koncentrationslejr under anden verdenskrig. Han fandt ud af, at blandt de kvinder, der havde siddet i koncentrationslejr, var der ikke overraskende flere, der havde det fysisk og psykisk dårligt, sammenlignet med de kvinder, der ikke havde. Men han fik også øje på, at tredive procent af de kvinder, der havde siddet i koncentrationslejr, havde det fysisk og psykisk godt på trods.

Så han vendte hele sit forskningsperspektiv og sagde: Måske er det ikke altid så overraskende, at vi bliver syge, når vi bliver mødt med ekstreme belastninger. Måske er det mindst lige så interessant at finde ud af, hvad der kendetegner de mennesker, som på trods af massive belastninger formår at holde sig sunde og raske. Hvad har de, som andre ikke har? Det forskede han i i mange år og kom frem til, at de har nogle generaliserede modstandsressourcer, der ligger både hos den enkelte og i omgivelserne.

Til sidst kom han frem til en teori, som han kaldte ’Sense of coherence’, oplevelsen af sammenhæng, som består af tre livslange læringsprocesser. Hvis kvaliteten af dem er god, vil det være beskyttende i forhold til alle de belastninger, vi bliver mødt med i livet.

Det er følelsen af meningsfuldhed, som er den absolut vigtigste. Det kan man finde inden for en lang række forskningsfelter, filosofi og så videre: At mennesket kan ikke leve uden mening. At man føler, at man er en del af fællesskabet, er ret grundlæggende.

Så er der følelsen af begribelighed: At vi forstår os selv og den hverdag og det liv, vi er en del af. Forudsigelighed er ret grundlæggende, og vi bliver usikre, når vi bliver ramt af dødsfald i familien, hvis vi bliver fyret eller skilt, eller måske skal vi flygte på grund af krig. Så bliver man ramt på ens begribelighed. Hele ens hverdagsforståelse og den måde, vi forstår os selv og vores liv på, bliver rykket.

Den sidste ting er håndtérbarhed, som handler om at blive mødt med den rigtige belastningsbalance, kunne man sige. Vi ved godt intuitivt, at det at blive mødt med alt for høje krav i forhold til de ressourcer, vi har til rådighed, er et problem. Men mange overser måske, at det er et lige så stort problem, når vi bliver mødt med for lave krav, hvis ikke vi får mulighed for at bringe vores evner og kompetencer i spil. Så ifølge Antonovsky var meningsfuldhed, håndtérbarhed og begribelighed grundlaget for oplevelsen af sammenhæng i livet, og det er beskyttende. Siden har teorierne udviklet sig derfra.

Man kan sige, at jeg arbejder ud fra et salutogent perspektiv. Hvis man arbejder ud fra et patogent perspektiv, så er man optaget af årsager og udvikling af sygdom, risikofaktorer for sygdom. Når vi taler mental sundhed, er der ret ofte fokus på risikofaktorer for psykisk lidelse eller sygdom. Det, jeg er optaget af – det salutogene – er årsager til og udvikling af god mental sundhed og trivsel, det vil sige beskyttende faktorer.

Så forebyggelse, i stedet for at komme bagefter og prøve at reparere?

Måske endnu tidligere. Sundhedsfremme. Men sundhedsfremme og forebyggelse supplerer hinanden, så det er lidt forskellige perspektiver.

Er din forskning spørgeskemaundersøgelser, registre eller andet?

Vi har både registerbaserede undersøgelser, spørgeskemaundersøgelser og kvalitative undersøgelser. Jeg er især optaget af, at når vi bliver syge, er ansvaret tydeligt placeret hos sundhedsvæsenet, der skal behandle os. Alt det, der handler om mental sundhed og trivsel, ligger ude i det levede liv, og derfor er man nødt til at arbejde på tværs af faglige og organisatoriske skel, på tværs af siloer og sektorer. Det lyder meget let, men hvordan gør man det? Hvordan fremmer man følelsen af mening og formål? Følelsen af at man hører til, at man kan håndtere dagligdagens belastninger? At man er god nok og kan bidrage? Hvordan gør vi det blandt forskellige målgrupper med forskellige forudsætninger?

Interviewer I de forskellige målgrupper for at finde ud af, hvad deres behov er? Eller taler I med personalet og hører, hvad de kan byde på?

Begge dele. I første omgang ser vi helt overordnet på, at når man i årevis fra internationalt hold har anbefalet, at vi skal arbejde på tværs af fagligheder og organisatoriske skel, hvorfor gør vi det så ikke? Lige nu har vi ikke brug for en masse mere viden. Vi har brug for at få implementeret den viden, vi har fra forskning, i praksis. Vi har brug for at forstå barriererne. Hvad fremmer et godt partnerskab, og hvilke barrierer er der? Det har været en del af forskningen. Og fordi komplekse interventioner, effektive sundhedsfremmende interventioner, ofte er flerstrengede, kræver de, at man tilpasser dem den lokale kontekst og de miljøer, hvor man er, baseret på de normer og ressourcer, der er. Så det er svært at lave én model, der passer til alle.

Er det på en institution som en skole, en børnehave, et misbrugscenter eller et jobcenter, at man kan lave noget tværfagligt samarbejde?

Den måde, vi arbejder på, er principbaseret. Vi ved, at folk har brug for følelsen af at gøre noget aktivt, at kunne gøre noget meningsfuldt sammen. Hvordan kan vi så arbejde med det i en given kontekst? De fagpersoner, der arbejder med mennesker i praksis, er tit eksperter i deres målgrupper. De ved, hvad der er af ressourcer i miljøet. De kender folks øvrige kompetencer, som vi kan forstørre og forstærke. Det er de her samskabelsesprocesser, hvor vi kommer med den forskningsmæssige ekspertise og informerer, og samtidig følger vi op undervejs, laver procesevalueringer og finder ud af, hvad vi skal skrue på, hvis det her skal virke på den rigtige måde.

Meget af det, jeg laver, ligger i grænsen mellem interventions- og implementeringsforskning. Tidligere lavede jeg randomiserede kontrollerede forsøg, som man kan standardisere og holde nogenlunde konstante, så du kan måle og veje tingene. Men når du har med mennesker at gøre, kan det være sværere at gøre det bæredygtigt og få det implementeret, hvis vi kommer med noget, der er alt for låst og ikke passer til konteksten. Der er også noget i forhold til lokalt ejerskab. Der skal være en respekt for, at faggrupperne har arbejdet med mennesker i rigtig mange år og ved nogle ting, som vi ikke ved. På den måde er det et moving target. Det kan også have konsekvenser for en forskningskarriere. Det kan være svært at publicere i anerkendte internationale tidskrifter, når man arbejder tværfagligt, frem for når man arbejder mere monodisciplinært.

Jeg arbejder både nationalt og internationalt. Selve ’ABC for mental sundhed’ er egentlig inspireret af en australsk kampagne, som hed ’Act, Belong, Commit’. Man var startet nedefra med at interviewe forskellige målgrupper om, hvad de forbandt med mental sundhed, og så kom de her ting frem, som passer med al vores forskning.

Hvordan opfatter samfundet det gode liv, og hvordan påvirker det den forskning, man sidder med? Både opfattelsen af, hvad det gode liv er, og hvad mental sundhed er, har vel ændret sig?

Mental sundhed er et ekstremt vidt begreb. En psykiater vil nok svare fra ét perspektiv, mens en pædagog vil svare fra et lidt andet. Det betyder ikke, at nogen har ret eller tager fejl. Men når vi arbejder på at fremme noget, er det vigtigt, at vi som minimum er enige om, hvad vi forsøger at fremme, og på hvilke præmisser. Min forskningsgruppe arbejder i tråd med Sundhedsstyrelsens definition på mental sundhed.  Den definition siger, at det er en tilstand af trivsel, hvor den enkelte kan udvikle sig og udfolde sig. Man kan håndtere dagligdagens belastninger og stress og indgå i positive sociale relationer. Og så kan man bidrage til fællesskabet. Så det er både en følelse og en funktion. At have det godt med sig selv og sit liv. Det kan vi ikke have hele tiden, men det er noget mere og andet end blot fraværet af psykisk sygdom.

Er der et politisk ønske om at bruge jeres forskning til noget bestemt?

Vi har været med i det faglige oplæg, som Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen har lavet til en tiårsplan for mental sundhed og mennesker med psykiske lidelser. Jeg har regelmæssigt samarbejdet med Sundhedsstyrelsen og været i dialog med forskellige politiske ordførere. Jeg synes, det er helt oplagt, at man burde have en interesse i det her, uanset hvilken side af salen man kommer fra, for et bæredygtigt samfund kræver en mentalt sund og rask befolkning. Det er gået den forkerte vej i de sidste mindst tyve år, både herhjemme og internationalt. Hvis vi bliver ved at gøre, som vi hele tiden har gjort, må vi forvente samme resultat.

Hvad er der sket de sidste tyve år?

Der er ikke en enkeltstående årsagsforklaring. Ret ofte ender vi som forskere med at sige ’Vi ved det ikke rigtigt’. Men hvis vi vender det om og siger, at vi ved, hvad der har betydning for god mental sundhed og trivsel, hvilken udvikling har der så været hen over de seneste tyve år? Og tror vi, at det understøtter den udvikling?

Vi ved, at det er ret grundlæggende at føle, at vi er gode nok, som vi er, og at vi er en del af fællesskabet, så man kan stille spørgsmål til det ekstremt individualiserede præstationsfokus, der er opstået. At man er sin egen lykkes smed er en sætning, der har sejret ad helvede til, for det er jo ikke rigtigt. Kun til en vis grad, for vi er også hinandens lykkes smed. Styrken ligger i fællesskabet. Evolutionsbiologer vil sige, at vi er fuldstændig afhængige af fællesskabet for at overleve, og derfor er det et problem, når alting bliver et individualiseret spørgsmål om, at du har mulighed for at træffe gode valg. Det er et kæmpe pres at lægge på den enkelte.

Vi kan se en stigning i ensomhed, et fald i livskvalitet, en stigning af stress, særligt blandt børn og unge. Derfor burde alle i Folketingssalen interessere sig for det her, for hvem skal løse de samfundsmæssige problemer, vi står over for, når vi har børne- og ungegenerationer, hvor flere og flere mistrives? Det påvirker indlæringsevnen, muligheden for uddannelse og arbejde. Det er enormt dyrt i kroner og øre, og det er kæmpemæssigt dyrt i tabt livskvalitet.

I prøver at sætte standarder for, hvad det gode liv er, som politikere og alle andre kan bruge til at måle sig op imod og spørge sig selv: ’Som mit liv er nu, fordrer det god mental sundhed eller ej?’ I fysik ville jeg kalde det et nulpunkt, noget man kan kalibrere op imod og se, om vi er på rette vej, eller om vi bør justere noget.

Ja. Vi arbejder på flere niveauer. På individniveau med at prøve at oplyse den enkelte. Hvad ved vi fra forskningen, at man kan gøre for at beskytte sin egen og andres mentale sundhed? Ligesom vi har viden om, at man skal spise gulerødder og løbe en tur og lade være med at ryge. Vi har ingen information om, hvordan man kan passe på sin mentale sundhed og trivsel, men vi ved meget om det. På gruppeniveau: Mennesker, der arbejder med mennesker – om det så er i jobcentre eller pædagoger eller aftenskoler – hvordan kan de være med til at styrke og understøtte de mennesker, de kommer i kontakt med? Hvordan kan de skabe inkluderende, meningsfulde fællesskaber? Og på samfundsniveau: Hvordan kan vi oplyse vores politikere om, hvad vi ved fra forskningen? Og hvor har vi måske i forvejen ting, vi kan forstørre og forstærke? Det behøver ikke altid være kæmpe investeringer. Man skal lige tænke tingene lidt smartere igennem.

Du siger, at vi ikke ligesom med sundhed kan sige, at man skal spise en gulerod for at blive sundere …

Vi kan netop godt sige noget om det mentale, men vi gør det bare ikke rigtig. Har du set nogen oplysningsindsatser om mental sundhed? Måske om stress.

Du siger, at man skal gøre det positivt, ligesom med kostpyramiden, hvor man skal spise sådan og sådan for at være i bedst mulig fysisk form. Man burde også have en mental pyramide, der anbefaler, at man får noget ordentlig søvn og så videre, så man får det bedre.

Og det har vi. I partnerskabet og ’ABC for mental sundhed’ arbejder vi ud fra tre pejlemærker, som vi ved har afgørende betydning: Gør noget aktivt, gør noget sammen, gør noget meningsfuldt. Vi har jo forskellige livssituationer og muligheder, så det handler om at sikre variation. Det handler også om at skabe tid til ro. Nogle målgrupper, de ældre, har måske brug for at holde sig lidt mere i gang. De yngre har måske brug for at lave lidt mindre og prioritere pauserne. Og så handler det om, at folk skal åbne deres fællesskaber.

Mange interaktioner mellem mennesker i dag er digitale. Og der er en stor marginalisering af enkeltindivider og grupper. Hvad står i vejen?

Det handler måske om, hvordan vi er sammen, og hvem vi er sammen med. Vi skal være nærværende over for dem, vi er sammen med, når vi er fysisk sammen. Mange siger, at det er de sociale mediers skyld, men det må man nuancere. Det giver heller ikke mening i sig selv at måle skærmtid, for nogle får åbnet op for fællesskaber på tværs. Vi har altid sammenlignet os selv med andre, og en vis grad af perfektionisme er sundt, for det kan jo drive os til at ville og kunne noget mere. Men når vi sammenligner os selv 24/7 med urealistiske glansbilleder, så kan det gøre det sværere at dele svære og sårbare ting, så bliver det præstationerne, vi ser og værdisætter, og så bliver vi individuelt mere sårbare og ensomme og tror, at alle de andre godt kan finde ud af det – det er kun mig, der ikke kan.

Hvad er de gode måder at imødegå det på, for sig selv og måske også ens børn?

Det handler om at være nysgerrig i forhold til hinanden. Når jeg siger ’Gør noget meningsfuldt’, kan jeg næsten høre Svend Brinkmann sige, at ikke alt skal være meningsfuldt, og at det nogle gange kan være godt at gøre noget unyttigt. Det handler ikke så meget om, hvad det er, vi oplever som meningsfuldt, men snarere at det giver os følelsen af, at vi har noget og nogen at stå op til om morgenen. Det kan være at lære en ny ting. At hjælpe naboen med et eller andet. At engagere sig i en god sag. Følelsen af, at vi er sammen med andre omkring noget, der giver os energi, så vi får nogle mere nærværende fællesskaber. Ikke alle fællesskaber er lige inkluderende.

Du siger, at det ikke skal være den enkeltes opgave at skabe de fælleskaber. Hvem skal sørge for det?

Det skal vi blandt andet i studiemiljøer, arbejdsmiljøer, nærmiljøer. Mental sundhed er noget, vi skaber sammen. Det går op og ned i livet for os alle sammen. Vores omstændigheder varierer. Vi bliver udsat for meget forskellige belastninger, og der er stor forskel på, hvilke ressourcer vi har til rådighed. Den største ressource, vi har, er hinanden. Derfor er det et fælles ansvar, at vi kigger op, rækker ud og er der for hinanden. Det kan være meget banalt, og måske har vi glemt følelsen af fællesskab og solidaritet, på bekostning af et individ- og præstationsdrevet samfund.

Hvad kunne du godt tænke dig, at din forskning og de indsigter, du har nu, skulle munde ud i? Hvad ville du gerne forandre?

Jeg kunne godt tænke mig, at vi i langt højere grad får fokus på, hvordan vi skaber inkluderende, rummelige, meningsfulde fællesskaber, så alle, uanset deres udgangspunkt, har følelsen af, at de har noget og nogen at stå op til om morgenen. I et rigt land som Danmark giver det simpelthen ikke mening, at så stor en andel af befolkningen faktisk mistrives. Det synes jeg ikke, vi kan være bekendt. Og vi kan ikke være bekendt, at vi ikke sætter mere ind for at sikre gode liv, særligt børne- og ungeliv. De er vores fremtid.

Du siger, at det er gået ned ad bakke de sidste tyve år. Er du optimist?

Ja, det er jeg. Det må være ligesom at være klimaforsker, for vi er jo nogle, der har råbt op om det her i mange år, hvor man bare har ladet stå til. Jeg tror, at alle efterhånden kender nogen, der har en decideret psykisk lidelse eller mistrives på forskellig vis. Jeg er optimistisk om, at nu har vi ryggen så meget op ad muren, at vi simpelthen er nødt til at gøre noget andet. Vi er nødt til at handle.