Vi er ikke ’Jordens børn’, vi er de voksne her. Så det er vores ansvar at sikre, at planeten er et sted, vi kan overleve, siger Minik Rosing. Lige nu undersøger den verdenskendte geolog, hvad der sker, når man gøder marker i Ghana med gletsjermel fra Grønland – iskapperne i Arktis kværner nemlig underlaget til et pulver, som er så sprængtfuldt af næringsstoffer, at vi kan sprede det ud et mere udpint sted på kloden for at skabe bedre afgrøder og dermed større velstand dér. En slags kortslutning af Jordens system.

Minik Rosing – der er professor i geologi ved det interdisciplinære Globe Institute på Københavns Universitet – forklarer også, hvorfor fotosyntesen i et lille, grønt blad er så meget mere blæret end både vulkaner og jordskælv, og hvorfor han ikke er det mindste bekymret for livet på Jorden.

Du har rykket vores viden om, hvor gammelt fjeldet under Grønland er, med 200 millioner år.

Jeg har ikke arbejdet så meget med, hvor gammelt fjeldet er, men det vigtige ved, at fjeldet er gammelt, er at vise, at der var liv på Jorden, dengang det fjeld blev til for meget længe siden. Det er et super interessant emne, hvor gammelt livet er på Jorden. For mig er der ingen tvivl om, at Jorden er den Jord, den er, netop fordi livet har været her. Men hvorfor betyder det noget for en geolog, om der er liv eller ej? Det er faktisk rigtig vigtigt.

Er der en uløselig sammenhæng mellem liv og den måde, kloden ser ud på?

Fuldstændig. Det begynder at spille ind på vores forståelse af, hvordan vi selv agerer i verden. At livet har den mangfoldighed, det har på Jorden, er ikke bare, fordi det er pænt at se på og sjovt at læse om i bøger. Det rejser helt grundlæggende forudsætninger for vores egen eksistens, at alle de andre også er her.

Du har fundet spor af liv på det grønlandske grundfjeld, og for at bestemme hvor gammelt livet er, skal du bestemme, hvor gammelt fjeldet er. Hvordan rykker man et fjeld 200 millioner år tilbage i tiden, helt lavpraktisk?

Fjeldet var faktisk gammelt nok, da jeg kom dertil. Det havde været der i hvert fald i 3,7 milliarder år. Jeg viste, at der var spor efter liv i de bjergarter, hvilket var fint, men som en af mine kollegaer sagde: ’Hvis man skal finde ud af, hvornår de byggede undergrundsbanen i London, hjælper det ikke at tage en prøve af kalkstenen i væggen, for den er 70 millioner år gammel, og banen er 50 år gammel.’ Jeg viste, at de spor af liv i fjeldet var der, dengang bjergarten blev til oprindeligt. Dermed fik vi rykket vores forståelse af, hvornår der kom liv på Jorden, 2-300 millioner år tilbage.

Vi taler ikke om fossiler, vel? Det er tidlig organisk kemi.

De fleste opfatter nok en fossil som en forstening. Omridset eller den ydre form af et væsen, der har levet, eller en plante. Men man er begyndt at differentiere fossiler. Man har det, man kalder sporfossiler, hvor man kan se, hvordan det har gnavet sig gennem mudderet. Vi har også det, man kalder et kemofossil, det vil sige kemisk materiale, som kun kan være dannet af en levende organisme.

Hvordan finder man spor efter liv i sten?

Med stort besvær. Det er ofte besværet, der gør forskningen sjov. Jeg ledte heller ikke efter liv, da jeg arbejdede med de gamle bjergarter. Jeg ledte efter spor af, hvordan miljøet var på Jorden dengang, for alle var enige om, at der ikke kunne have været liv på Jorden på det tidspunkt. Men så faldt jeg over de her spor, der i første omgang viste sig at være bittesmå partikler af kulstof.

I bjergarterne kunne man se, at det var et sediment, det vil sige en aflejring i vand. Og hvis der var vand på Jorden, var der i hvert fald mulighed for tilstedeværelse af liv. Det var svært at vide, hvordan det kulstof var opstået, hvis ikke der havde været nogen levende organismer. Næste skridt var at bevise, at det kom fra levende organismer, og det kan man gøre gennem isotoper, så det er en flertrinsraket. Man starter med at etablere sedimentet. Det er ikke dannet ved, at noget er smeltet ved 1000 grader og derpå størknet, for så ville der ikke have levet noget i det. Det er dannet i det ydre miljø på Jorden, og det er aflejret i vand.

Så er vi lidt nærmere. Og aha, der er også noget kulstof, så det lugter rigtig meget af levende organismer. Og til sidst er der en forskydning mellem de naturlige isotoper i stoffet, som kun sker gennem livsprocesser. Men kulstoffet er i sig selv næsten godt nok. Vi ved, hvordan Jorden er skruet sammen. Vi kender blandingsforholdet mellem grundstoffer. Grundstoffet ilt eller oxygen udgør 30 procent af Jorden, og det vil sige, at alle de andre stoffer er oxiderede, inklusiv kulstof. På Mars vil alt kulstoffet nok ikke være oxideret, og hvis du rykker længere ud, har du metan-atmosfærer, hvor kulstoffet er forbundet til brint. Hele Solsystemet er en slags destillationssystem, og dér, hvor Jorden ligger, burde kulstoffet være i forbindelse med ilt, og det er det også – medmindre der har været en levende organisme inde og gøre noget ved det.

Jeg har fulgt din forskning på sidelinjen, fordi vi har en fælles interesse i livets oprindelse. Jeg prøver at finde forklaringen i rummet, og du har sagt, at vi faktisk godt kan gøre det selv her på Jorden. Jeg har set dig flytte grænsen for det første liv på Jorden, dengang du publicerede en artikel i Science. Efterhånden som beviserne hober sig op, flytter hele feltet sig. Er det det samme, du forsker i nu?

Det har udviklet sig lidt. Da jeg havde fået etableret, at der faktisk var liv på Jorden, og at det her var rester efter tidligt liv på Jorden, meldte nogle andre spørgsmål sig. Det ene er: Har der været liv meget tidligere end dét? Hvordan opstod det liv? Hvordan livet opstod, er så komplekst et spørgsmål, at jeg havde meget svært ved at se, at jeg skulle kunne bidrage til det, for vi ved ikke engang helt præcis, hvad liv er. Det, der virkelig fascinerer mig, er, at liv ikke bare er en passager på vores planet, men en skabende kraft på vores planet. Som sagt bliver vi i stigende grad opmærksomme på, at vi selv er en del af påvirkningen af Jorden. Hele vores forståelse – alle de religiøse dogmer – handler om, at mennesket lever på denne her Jord, at vi er børnene på Jorden. Men nu er det til vores rædsel gået op for os, at det faktisk er os, der er de voksne, og os der skal passe på Jorden – ikke den, der skal passe på os. Jeg ser Jorden ud fra livet som en planetdannende kraft, men det spilder over i vores forståelse af vores egen ageren.

Hvad forsker du i helt konkret lige nu?

Lige nu er jeg i gang med noget, der er kommet ud af det her. Ligesom livet påvirker Jorden, er livet afhængigt af grundstoffernes kredsløb i det geologiske kredsløb. Der skal nogle næringsstoffer ud i vandet, som kan understøtte de levende organismer, og alle de kredsløb drives af Jordens indre dynamik. En af de dynamiske kræfter er indlandsisen, og Grønland, hvor jeg selv kommer fra, har en indlandsis, og den knuser sit underlag til et meget fint pulver, gletsjermel, som løber ud i havet og understøtter livet i havet og andre steder. Den forståelsessammenhæng kommer ud af mit arbejde, og for nylig er jeg begyndt at interessere mig for, at hvis nu meget af det her knuste materiale ligger oppe i Arktis, hvor der er koldt, så ligger det bare og venter på, at noget bedre skal ske. Hvis vi flytter det et varmt sted hen, begynder det at blive aktiveret og kan understøtte livet dér. Stort set alle problemer på Jorden skyldes, at jorden i troperne er blevet udvasket for alle næringsstofferne. Der er fattigdom og mangel på mad, mens alt det her materiale, der skal understøtte Jorden, ligger i Grønland og gør ikke noget som helst. Hvis vi flyttede det ned til troperne, ville vi kunne forbedre jorden og få bedre afgrøder og større velstand. Og det er gode er, at samtidig vil det her materiale tage CO₂ ud af atmosfæren. Så det er en win-win-win-win-situation – hvis det virker.

Grundforskningselementet er at finde ud af, om det virker. At flytte en masse gletsjermel lyder mere entreprenøragtigt.

Der skal entreprenørtyper med også. Men indsigten i, at det bør virke, kommer ud af grundforskningselementet. Så går man videre for at se, hvor godt det virker, og hvor længe det virker.

Laver man et lukket miljø for at efterligne et tropisk område?

Man ringer til sin kollega på universitetet i Ghana og siger ’Eric Oppong Danso, vi har det her fantastiske materiale. Kunne du tænke dig at være med i et forskningsprojekt, hvor vi henter det i Grønland, og du hælder det ud på jorden i Ghana, og så ser vi, hvad der sker?’ I Ghana kan vi nu se, at afgrødemængden på forsøgsmarkerne stiger med 30-50 procent, når vi hælder det på, og det er helt vildt.

Normalt i forskning får man et resultat på mellem to og syv procent, så man ved ikke helt, om det overhovedet er et resultat. Det her er jo et helt klart wow-resultat.

Netop. Smeltevandet tager gletsjermelet ud til kysten, hvor det lægger sig, og derfra tager man det videre til Ghana eller Danmark eller USA.

En slags supergødning. En udfordring med gødning er jo, at de stoffer, der bliver vasket ud, ender med at dræbe alt liv.

Det er både rigtigt og forkert. Det store problem med gødning er kvælstof, men der er ikke noget kvælstof i det her. Vi tilsætter kvælstof, når vi bruger det på marken, men mineralerne gør, at planterne optager en større del af kvælstoffet på marken, end det ellers ville have gjort, så du får mindre kvælstof i udvaskningen. Men hvis det går helt bananas, får du iltsvind, fordi du får en stor opblomstring af liv, og når det liv skal rådne, tager det ilt fra vandet, og så dør krebsene og alt det andet.

Hvis planterne mangler bare én af de komponenter, de skal leve af, så nytter det ikke, at der er rigeligt af de andre. Det er en slags sikkerhedsnet under planten. En anden god ting er, at det består af nogle mineraler, der ikke umiddelbart er opløselige i vand. Meget gødning er jo opløselig i vand, så når du hælder vand på, bliver det vasket ud.

Og så ryger det i grundvandet, og så drikker menneskerne det.

Planterne er udviklet til at skulle hente deres næringsstoffer fra mineraler. Alle planter laver noget organisk syre nede i deres rødder, og når deres rødder kommer hen på det her, putter de en lille smule syre på, og så opløser den det, den skal bruge, mens det, som planten ikke skal bruge, bliver liggende i jorden. I Ghana kan vi se, at det stadig har en effekt fem år efter, at vi puttede det på.

Bagdelen er, at der skal en ret stor mængde på. I sidste ende skal nogen ind og undersøge, om det overhovedet kan betale sig. Som geolog kan man regne ud i kulstofregnskabet, at selv om man flyttede det hele vejen fra Grønland til Afrika, vil du stadig optage mere kulstof ved at bruge det, end du har sendt ud i atmosfæren ved at sejle det derned.

Har det gletsjermel tidligere eksisteret andre steder end i Grønland?

Det gør det. Idégrundlaget er, at man ser på, hvor i verden folk har mange penge. Det er en egenskab ved mennesker, at når de bliver rige, så skynder de sig at tænde lys alle vegne. Der er bevissammenhæng mellem, hvor meget lys folk tænder, og hvor rige de er. Hvis man tager et billede af Jorden ude fra rummet, kan man se et slynget bånd hen over den nordlige halvkugle, hvor folk er afsindigt rige.

Har der været is engang?

Det er kanten af indlandsisen fra sidste istid, man kan se. Hvis man står på Månen, kan man se, hvor istiden lå for 10.000 år siden. Jeg tror, at 80 procent af al mad, der bliver spist i verden, kommer fra 12 af verdens 200 lande. Det er langs isranden fra sidste tid. Tibet-plateauet sender gletsjervand ned gennem Mekong og Yangtze. Alle de store kulturer er vokset op med gletsjervand fra Tibet.

Gletsjermelet fra Grønland og Tibet og til en vis grad Alperne er nogenlunde lige næringsrigt. Men hvis du tager Amazonfloden, er det forvitret jord inde fra baglandet, hvor der ikke er andet end jern og aluminiumoxid, lermineraler, som planterne ikke kan bruge. Der er nul komma ingenting af næringsstoffer. Vi ved alle sammen, at jo større forskel der er mellem de to poler i et batteri, jo mere arbejde kan du få ved at kortslutte dem. Det samme på Jorden: Hvis du skal have noget til at ske, må du kortslutte to steder, der er ret forskellige fra hinanden, for eksempel Arktis og troperne. Hvis man vil kortslutte Jordens system, skal man nok gøre det med en vis varsomhed. Men tanken om, at vi efterlader Jorden nøjagtigt, som den var, da vi kom, er udelukket.

Og vel heller ikke ønskværdigt. Det er jo sjovere at være på Jorden end på Mars og Venus. Længe leve terraforming.

Tanken om, at mennesket ikke påvirker planeten, er håbløs. Tanken om økologisk ligevægt, som man talte om i 70’erne, findes ikke. Vi påvirker Jorden, og som de voksne på planeten er det vores opgave at finde ud af, hvordan planeten kan blive ved at være hjem for alle de andre, som også skal være her, men også få opfyldt vores egne behov. Jeg synes ikke, der er noget moralsk problem i at sige, at vores motiv med at passe på Jorden ikke er for at passe på livet på Jorden – eller på brøleaberne på Borneo. Det er for vores skyld, men vi er nødt til at have en masse uberørt natur – for vores skyld, ikke for naturens skyld.

Er der noget i din forskning, der har overrasket dig?

Alting overrasker mig hele tiden. Det er derfor, man er forsker. Man er drevet af trangen til at se noget, man ikke har set før. At forstå det ukendte. At kunne se, hvad der er på den anden side af horisonten. Vi startede på den afrikanske savanne og tænkte: Hvad foregår der derhenne? Og så har vi lige så stille bevæget os derudaf. Det driver forskningen. Overraskelsen ligger ikke i at eftervise det, man troede. Det handler om at lægge alle sine kræfter i at eftervise en fordom, man har, og så viser den sig at være forkert. Man arbejder i fem år på at vise, at det forholder sig, som man tror, og så viser det sig, at sådan er det ikke. Til sidst må man indrømme, at det er helt anderledes.

Jeg har for eksempel arbejdet med energistrømmene på Jorden for at forstå livets indflydelse. En erkendelse af, at fotosyntese er en meget stærkere naturkraft end alt, hvad der foregår inde i Jorden af pladebevægelser og vulkaner og jordskælv. Der sidder et lille grønt blad et sted og giver fuldstændig baghjul til vulkanerne.

Jorden har et meget lille energibudget. Jorden er en ekstremt kedelig planet, fordi den ikke kan noget som helst med sin egen energi. Der kommer solenergi ind udefra, som laver vandkredsløb, vind, havstrømme og så videre. Men i sidste ende bliver alt, hvad der kommer fra Solen, til varme, som ryger tilbage og ud. Det kalder vi energibalancen. Men de levende organismer har fundet ud af, at de gerne vil have noget af den energi. Før var de nødt til at leve af den smule energi, der kommer inde fra den meget dovne og kedelige Jord. Det er 0,1 watt per kvadratmeter på overfladen. Fra Solen kommer 340 watt per kvadratmeter, men det bliver bare til varme og ryger tilbage igen. Men de levende organismer har fundet ud af at lave et apparat, der kan tappe energien ud af sollyset og omdanne det til kemisk energi, som de kan bruge til at hælde syre på mineralerne og optage alle mulige næringsstoffer. Den energimængde, som fotosyntesen laver, er tre gange så stor som al energi inde i Jorden. Energimængden, der var til rådighed, blev tredoblet, da de levende organismer fandt ud af at bruge sollyset som energikilde til at lave om på verden.

Hvad driver din daglige nysgerrighed? Der kan jo være langt mellem snapsene som forsker.

Jeg er nok ikke særlig resultatorienteret. Selve forskningsprocessen er en meget stor del af grunden til, at jeg er i denne her branche. Og meget af feltarbejdet i Grønland er udendørs. Man går rundt ude i fjeldet, og så kommer der en havørn flyvende forbi, og isbræerne er smukke. Jeg tror, vi som forskere skal være bedre til at indrømme, at det ikke altid handler om resultatet. Metoden er også skøn.  Nogle elsker at skrue små apparater sammen, andre kan godt lide at stikke hovedet i en busk og kigge efter insekter. Det er nogle helt grundlæggende, barnlige ting, som driver mange af os.

Eller en meget dyb mening, som kan være svær at forklare. Jeg elsker at kigge på observatoriebilleder, bare fordi de er æstetisk pæne. Og samtidig elsker jeg at gå i laboratoriet. Jeg kan godt lide det Georg Gearløs-agtige.

Netop. Det er en helt grundlæggende menneskelig drift at ville vide, hvad der gemmer sig bag næste fjeldknold. En anden ting er: Hvordan løser vi et problem? Det er enormt tilfredsstillende at løse et opstået problem.

Jeg bliver altid glad, når jeg forstår et eller andet. Også når man læser noget, andre har skrevet, og forstår, at det er sådan, det hænger sammen.

Man kan godt beskrive resultatet af evolution, men de helt grundlæggende funktioner kan jeg slet ikke forestille mig, at vi nogensinde finder ud af at forstå. Grundlæggende er elefanter og giraffer og gnuer jo det samme dyr. De ser lidt forskellige ud. Men når man kommer ned i den mikrobielle verden, hvor de kan helt forskellige ting … Hvordan sytten har de udviklet deres egenskaber?

Geologer er jo normalt optaget af sten, men du er optaget af livet. Det lyder næsten, som om du mener, at uanset hvor galt det vil gå, så skal livet nok finde en vej.

Absolut. Jeg har ingen bekymring for livet på Jorden overhovedet. Vores motiv skal være: Hvordan kan vi sørge for, at Jorden stadig kan rumme os? Og helst på en behagelig måde. Nogle synes, at det er mørkemænd, der beskæftiger sig med klimaforandringer og biodiversitetstab. Men vi prøver ikke at gøre verden mere kedelig, end den burde være. Vi har jo netop en forståelse af, at alle de ting, vi værdsætter i verden, skyldes, at vi har et stabilt klima. Der findes forskertyper, som man med en vis ret kunne kalde nørdede og lidt kedelige, men langt de fleste beskæftiger sig med helt vildt interessante ting.

Har du et stort spørgsmål, du gerne ville finde svar på?

Egentlig ikke. I de ting, jeg interesserer mig for, er der ikke ét svar. Der er en dybere og bredere forståelse af, at tingene hænger sammen. I Gabriel Garcia Marquez’ ’Hundrede års ensomhed’ forstår hovedpersonen på sidste side i bogen pludselig sin egen rolle i familien og byen. Og det er i dét øjeblik, han dør. I samme øjeblik vi har forstået det store spørgsmål, er der ingen grund til, at vi er her mere. Det, der driver os, er vores forundring over verden omkring os. Og heldigvis er der ingen tegn på, at forskningen er ved at få besvaret de sidste spørgsmål.

Folk spørger mig tit, om det ikke er lidt håbløst at arbejde med universet, for det er usandsynligt, at vi nogensinde får styr på det hele. Og jeg tænker også: Nej, gudskelov. Der ville ikke være nogen grund til at stå op i morgen, hvis vi ved det hele i dag.

Og selv om man opdager, at en stjerne i virkeligheden er en galaksehob, så mister det jo ikke poesien. Der er ikke nogen konflikt mellem at vide noget om det og at have en fundamental glæde over, at det overhovedet findes. En buket blomster bliver ikke grimmere af, at man ved noget om fotosyntese.