Hør den karismatiske højenergifysiker Holger Bech Nielsen fortælle om, hvorfor han utrætteligt arbejder videre i bestræbelserne på at aflure universet dets hemmeligheder i denne samtale med hans medforfatter til bogen Teorien om alt, Jonas Kuld Rathje.
“Jeg mener, at man kan dele fysikere ind i groft sagt to forskellige typer – kunstnere og forretningsmænd,” som en japansk kollega til Holger Bech Nielsen, Keiichi Nagao, sagde i Teorien om alt.
Mens ‘forretningsmændene’ publicerer mange forskningsartikler i håbet om at gøre karriere, er ‘kunstnerne’ på en anden mission:
“De er kun interesserede i de store, vigtige spørgsmål og skeler ikke til, hvad der er på mode at forske i. Deres papirer er måske færre, men de er til gengæld vigtige og mere interessante. Måske endda revolutionerende med helt nye ideer.”
Man kunne også kalde det for grundforskning, og Holger Bech Nielsen hører i udpræget grad til den sidste kategori.
Et godt eksempel er Holger Bech Nielsens arbejde med den strengteori, som han var med til at udvikle, men i dag er “en dårlig far” til, fordi han ikke rigtig tror på den. Det gør tusindvis af andre fysikere imidlertid, fordi de øjner muligheden for, at strengteorien måske kan hjælpe til at forene relativitetsteorien med kvantemekanikken – en af de hårdeste nødder at knække i fysikken.
Vær med, når Videnskabsår22 i samarbejde med Statens Naturhistoriske Museum præsenterer Holger Bech Nielsen og Jonas Kuld Rathje til en usædvanlig aften i grundforskningens tegn.
Det sker onsdag den 22. juni i det smukke auditorium på Geologisk Museum, nu Statens Naturhistoriske Museum, i Øster Voldgade 5-7, 1350 København K.
Dørene åbner klokken 18.30, samtalen begynder 19.00 og varer omkring en time.
Herefter er der tid til spørgsmål fra salen.